En fodboldfornægters bekendelser

Sjældent oplever jeg andet end medfølende hovedrysten, når jeg bekender ikke at ane noget om, hvordan det går med byens hold, eller have en mening om en kommende landstræner.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 26. juni 1992 gik jeg i seng ved nitiden om aftenen. Jeg var 13 år, avisbud for Aarhus Stiftstidende og skulle tidligt op med morgenaviser, så at gå tidligt til ro gav glimrende mening. Imidlertid var det utroligt svært at falde i søvn på grund af voldsom larm og højlydte udråb i det nærliggende beboerhus.

Her havde stort set alle andre fra vores tæt-lave rækkehusbebyggelse nemlig travlt med at se det danske fodboldlandshold spille EM-finale på Ullevi Stadion i Göteborg. En kamp, som Danmark, hvilket flere måske husker, vandt. Jeg opdagede først resultatet dagen efter på avisforsiderne, hvilket ikke generede mig det mindste. For jeg må erkende, at jeg var og er fuldstændigt ligeglad med fodbold.

Jeg ved godt, hvad du tænker, kære læser. Naturligvis er det nærliggende at forestille sig, at min afsmag for fodbold kommer af en hoven intellektuel foragt for sligt proletarisk tidsfordriv. På samme måde som den stereotype Informationslæsende professortype demonstrativt undlader at have et fjernsyn, fordi vedkommende mener, det er under hans værdighed, så kunne min ligegyldighed være et simpelt forsøg på at hæve mig over pøblen. Men nej.

Den manglende interesse for fodbold er heller ikke begrundet i en principiel afsmag for spillet som meningsløst eller primitivt. Masser af ting, som folk fornøjer sig med, er simple, primitive og savner et fornuftigt formål: Sex med prævention eller Facebook eksempelvis.

Jeg gad faktisk godt gide fodbold. Eller i hvert fald gide se på det og nyde det og måske lejlighedsvist sige noget fornuftigt om en tilbagelægning, eller hvordan det går med Liverpool, når jeg møder andre, som oftest mænd, der ønsker at konversere om den slags.

Ofte leger jeg med tanken om, at jeg lider af en genetisk brist, da jeg kommer ud af en familie af forbenede fodboldfans. Mine to brødre og søster spillede fodbold i en årrække, blev glimrende til det og kunne bruge uendelige mængder tid på at diskutere kvaliteter hos fodboldspillere, hvis efternavne altid syntes at starte med Ronald. Min far var træner for flere af deres hold, mens min mor troligt har stået på sidelinjerne og heppet weekend efter weekend. De tager stadig på stadion eller en tur til Barcelona for at se lokale klubhold spille der og har en gevaldig fest. For mit vedkommende synes arveanlæggene for fodboldglæde bare ikke at være blevet videregivet.

Det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet. Som den ældste søn var det kun naturligt, at min far tog mig med på Aarhus Stadion for at se AGF spille. Som seks-syvårig kunne jeg behørigt lære at værdsætte spillet og byens hvidklædte hold.

Jeg husker mest af alt en perpleks og forvirret undren over at være så lidt engageret i, hvad der foregik på banen, når nu alle tydeligvis, unge som gamle, med liv og sjæl samt højlydte tilråb til både angiveligt mentalt utilstrækkelige dommere samt modstanderholdets spillere levede sig ind i dramaet på grønsværen.

Jeg ville også oprigtigt gerne være en del af fællesskabet. Faktisk brugte jeg utroligt lang tid på at greje, hvornår man skulle rejse sig op fra sædet og komme med entusiastiske udbrud, hvilket jeg kunne se, folk omkring mig lejlighedsvis gjorde. Et stykke inde i kampen dæmrede det for mig, at de andres entusiasme havde noget at gøre med, hvorvidt bolden var tæt på modstanderholdets mål, men eftersom jeg ikke kunne leve mig ind i spillet i nogen meningsfuld forstand, nøjedes jeg med at skæve mod de andre og så rejse mig, når de andre gjorde det. Det blev dog hurtigt kedeligt, hvorefter jeg begyndte at tænke på, hvornår ham manden, der solgte hotdogs, kom op på vores tribune.

Set fra et helt uengageret og udenforstående perspektiv er fodboldkultur et fænomen, som er langt mere fascinerende end selve spillet. Der er så utroligt meget lidenskab investeret i noget, som forekommer aldeles uforståeligt. Som fodboldafholdsmand forestiller jeg mig, at oplevelsen af at være omgivet af folk, som virkelig går op i og nyder en fodboldkamp, kan sammenlignes med at være pinligt ædru til en studenterfest klokken cirka 02.14. Det er helt tydeligt, at folk har det virkeligt sjovt og nyder det, som foregår, i fulde drag, om end det er utroligt svært at sætte sig ind i hvorfor.

Den tolerante overbærenhed, som jeg har over for mine fodboldglade medborgere, går også den anden vej.

Sjældent oplever jeg andet end medfølende hovedrysten, når jeg bekender ikke at ane noget om, hvordan det går med byens hold, eller have en mening om en kommende landstræner. Men ret skal være være ret: Når man kommer fra Aarhus, er det muligt at gætte sig til, hvordan det går med de hviii’, selv for den mest uinteresserede ikke-iagttager. Og det er sjældent godt.