En finte fra Tyrkiet

Udlændingemyndighederne har været opsatte på at stå vagt om den stramme danske indvandringspolitik. Men Folketingets Ombudsmand undersøger nu, om Udlændingeservice og Integrationsministeriet i forsøget på at undgå ægtefællesammenføringer mellem folk, der allerede én gang har været gift med hinanden, kan have fintet forvaltningsloven, sat afslagene på samlebånd og i værste fald have frataget borgere deres grundlæggende rettigheder.

Det begyndte med en klage til Ombudsmanden. En kvindelig advokat henvendte sig på vegne af en klient, som havde fået afslag på ægtefællesammenføring, Det er der intet usædvanligt i. Der gives masser afslag – og der er masser, der ikke er tilfredse med disse afslag fra Udlændingeservice.

Men sagens nærmere omstændigheder var alligevel opsigtsvækkende. Der blev søgt om ægtefællesammenføring mellem to, der allerede før havde været gift, og som havde et fællesbarn født i 1991 sammen. Udlændingeservice sagde nej – selv om ingen satte spørgsmålstegn ved barnets tilknytning til Danmark.

Ombudsmanden skrev til Integrationsministeriet 4. Januar 2008, at han selvfølgelig gik ud fra, at myndighederne havde foretaget en konkret vurdering af, om familiens samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land. Desuden ville ombudsmanden også gerne have lidt flere oplysninger om, hvad der egentlig i praksis skulle til for, at tilknytningskravet var opfyldt, så der kunne ske familiesammenføring.

Ikke så enkelt
Ombudsmanden havde egentlig forstået ministeriets praksis sådan, at der skulle tages hensyn til barnet, så barnet ikke efter en årrække skal flytte til udlandet for at leve et almindeligt familieliv, lød det.

Men så enkelt er det ikke, svarede Integrationsministeriet. Nok kan der i udgangspunktet gives tilladelse, når fællesbarnet har opholdt sig seks-syv år i Danmark, er velintegreret og har opnået sproglig tilknytning. Men det er ikke det samme som, at der bliver givet tilladelse. Især når moren og faren tidligere har været gift i deres fælles hjemland og har tre børn sammen, inden den nu herboende gifter sig med en dansk statsborger, forlader den oprindelige familie i hjemlandet og indrejser i Danmark. Og hvor herboende og ansøger dernæst indgår ægteskab og »genetablerer det tidligere familieliv.«

Det står pænt og ordentligt i korrespondancen, men mere uformelt har de et navn for den slags i Udlændingeservice: En »tyrker-finte«.

Enkel og uromantisk
Finten er lige til: Man bliver skilt i hjemlandet, gifter sig med en dansk statsborger, lader sig skille igen og genfinder så kærligheden til den tidligere ægtefælle, som også er forælder til børnene. Tilbage er så at søge om ægtefællesammenføring her i landet.

Ikke specielt romantisk, men smart i forhold til udlændingeloven.

Men udlændingemyndighederne er på vagt.

Hvis udlændingemyndighederne uden videre siger ja til sådan en familiesammenføring, kan det underløbe den udlændingepolitik, som et flertal i Folketinget står bag, og som regeringen selv betegner »fast og fair«. Udlændingelovens bestemmelser er klare: Kun hvis familiens samlede tilknytning til Danmark skønnes betydelig, kan der gives tilladelse til ægtefællesammenføring.

Og praksis hos udlændingemyndighederne er lige så klar: Hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller levet sammen i deres fælles hjemland, og parret senere søger om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af et nyt ægteskab, taler det med »betydelig vægt« imod en tilladelse. Derfor gives der afslag på afslag i den type sager.

Så vidt loven og tilknytningskravet, som det administreres i dag i et lille og tilsyneladende fredeligt hjørne af dansk udlændingepolitik.

Frygt og ulovlige afslag
Men der kan være et alvorligt problem, som nu undersøges af Folketingets Ombudsmand. Måske har myndighedernes frygt for at blive fintet af ansøgere med slette hensigter i praksis medført en regel, som kan bringe udlændingemyndighederne selv på kant med loven. Hvis administrationen har udviklet et effektivt samlebånd med afslag uden hensyntagen til ansøgernes faktiske tilknytning til landet, risikerer myndighederne at træffe forkerte afgørelser, som strider imod lovens intentioner. Desuden antyder Ombudsmanden, at administration af udlændingeloven faktisk er fastere, end loven egentlig lægger op til.

Det viser en aktindsigt, som Berlingske Tidende har søgt og fået hos Ombudsmanden.

I et brev til Integrationsministeriet fra 29. Maj 2008 noterer Ombudsmanden om myndighedernes afslag i de såkaldte tyrker-sager:

»Denne meget restriktive praksis er ikke beskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 7«.

Loven af 30. Januar 2007 bemyndigede integrationsministeren til at udstede en bekendtgørelse om netop tilknytningskravet. En bekendtgørelse, som endnu ikke lå færdig 29. maj, da Ombudsmanden skrev til ministeriet.

Folketingets Integrationsudvalg ville dog godt i forbindelse med lovens vedtagelse høre så præcist som muligt om indholdet af bekendtgørelsen – hvorpå ministeren henviste til ministeriets praksis og nævnte en række af de elementer, der indgår i tilknytningsafvejningen – længden af ophold, uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning, sprog og den familiemæssige tilknytning til de respektive lande.

Det forhold at ægtefællerne tidligere har været gift eller levet sammen i deres fælles hjemland, gifter sig igen og vil familiesammenføres er ikke nævnt, hæfter Ombudsmandens sig ved.

Det får ham til at hejse et advarselsflag:

»Under hensyn til ovenstående går jeg ud fra, at inddragelsen af dette kriterium i skønsafvejningen ikke administreres som en regel, der i realiteten afskærer skønnet over ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark.«

Og Ombudsmandens advarselsflag får ikke lov til at stå alene.

Ombudsmanden vil »med henblik på bedst mulig belysning af spørgsmålet« anmode ministeriet om et mindre antal nyere sager, hvor der gives tilladelse, ikke afslag, til ægtefællesammenføring på grund af tilknytning.

Sager der altså skal omfatte folk, der allerede har været gift en gang tidligere.

Ombudsmanden interesserer sig ikke for sager med helt særlige omstændigheder som alvorlig sygdom eller høj alder. Bare en redegørelse, der »omfatter de fem seneste sager af denne type.«

Logikken er helt enkel: Hvis der, som lovgivningen kræver, udøves et konkret skøn, må der jo engang imellem gives tilladelse på baggrund af en meget betydelig tilknytning til Danmark. Ellers er der ikke tale om et skøn, men en regel, som ifølge forvaltningsretten vil være ulovlig.

Integrationsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen, så længe Ombudsmanden er inde i den.

Og Udlændingeservice har ikke været i stand til at identificere de relevante sager over for Berlingske Tidende, hedder det i en mail.

Ombudsmanden venter stadig på at få de relevante sager, oplyser han.