En dreng er anholdt for knivstik i Solrød

Politiet har anholdt en 16-årig fra Køge. Han sigtes for et knivstikkeri på Solrød Station.

Efter halvandet døgn har politiet anholdt den person, der mistænkes for at stikke en 17-årig dreng fra Køge i maven onsdag aften på Solrød Station.

Ofret måtte indlægges, men er uden for livsfare.

Den formodede knivstikker er en 16-årig dreng, der også kommer fra Køge. Han blev anholdt fredag middag.

Han fremstilles i grundlovsforhør senere fredag med en sigtelse for drabsforsøg, og politiet kræver ham varetægtsfængslet.

Politiet vil kræve lukkede døre under grundlovsforhøret, oplyser kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/