En dræbt i skyderi på Vesterbro

Én dræbt og mindst to såret ved skuddrama ved moské på Vesterbro. Internt opgør mellem unge muslimske mænd af pakistansk oprindelse, mener politiet.

Skyderi ved moskeen på Amerikavej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mand blev dræbt og to såret tirsdag formiddag i et skuddrama ved en moské for enden af Amerikavej på Vesterbro. Op mod tyve skud blev affyret, har vidner fortalt politiet.

- Der er én dræbt, og to, der er kvæstet, oplyser chef for bandeenheden i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Lau Thygesen til Berlingske. Én af de sårede er formodentlig ramt i skulderen.

Skyderiet fandt sted, mens flere hundrede mennesker var samlet til bøn i en nærliggende moské, og de involverede har angiveligt været iklædt traditionelle, muslimske klædedragter.

- Umiddelbart har der været noget skænderi. Det forlyder, at de har været iført kjortler og kalotter, samt at der har været kniv involveret, siger sektionsleder Hans Erik Raben fra drabsafdelingen i Københavns Politi til Berlingskes udsendte på stedet.

Politiet fik anmeldelsen om tumult på Amerikavej klokken tyve minutter i ti. Efterfølgende troppede omkring 40 politifolk hurtigt op på stedet og afspærrede et stort område.

- Vi ved endnu ikke, hvor mange gerningsmænd der er involveret, men der er flere 100, der skal afhøres, så vi har brug for arbejdsro, siger Hans Erik Raben til Berlingske. Politiet har endnu ikke nogen anholdte i sagen.

Uskyldige kunne være ramt

Et vidne, som var tilstede i moskéen under skuddramaet, fortæller til Berlingske, at folk i moskéen blev bange, da de hørte skuddene ude fra gaden:

- Jeg er på vej ud af moskéen, da jeg hører, der bliver skudt. Vi søger alle væk fra moskéens døre, fortæller Jibran Sarwar til Berlingskes udsendte.

Vidnet så dog ikke selv, hvordan selve skyderiet var foregået.

- Da jeg kommer ud, ser jeg en mand ligge på jorden og få hjertemassage, fortæller Jibran Sarwar, som er dybt forfærdet over skuddramaet:

- Der var mindst 800 mennesker til stede i moskéen, og der var også folk på vej til bønnen klokken ti. En masse uskyldige kunne være blevet ramt, siger han.

Hele området afspærret

De mange mennesker var tilstede i moskéen i anledning af Ramadanens afslutning, Eid.

- Det svarer til, hvis nogen havde skudt ved en julemesse i Vor Frue Kirke, sammenligner Jibran Sarwar for at markere højtidens betydning for muslimer. 

Der er tilsyneladende forlydender om, at de involverede har løbet op og ned ad gaden, så hele området - fra Amerikavej til hele Vesterbrogade - er blevet afspærret af politiet.

- Hændelsen har en relation til de personer, der har været til stede i moskeen. Men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med selve bønnen eller moskeen. Det er formentlig et internt opgør mellem unge muslimske mænd af pakistansk oprindelse, siger Lau Thygesen til b.dk.

Politiet ved endnu ikke, om skuddramaet er en del af et bandeopgør.

Vidner har ifølge Københavns Politi set drabsmanden flygte i en bil, som beskrives som en grøn kassevogn. Nummerpladen begynder efter vidneudsagn med RD, fortæller Hans Erik Raben.

Kort: