En bitter fejde med rødder i Den Kolde Krig

Baggrund: Politiets Efterretningstjeneste holdt øje med journalist, der mødtes med sovjetiske diplomater, men journalisten blev aldrig sigtet.

Fejden mellem historieprofessor og forfatter Bent Jensen og journalist, tidligere redaktør på Information, Jørgen Dragsdahl, har lange rødder.

Man skal helt tilbage til den sidste del af 1970erne og til fodnoteperioden i 1980erne for at finde baggrunden for gemytternes uoverensstemmelser.

Dengang var Jørgen Dragsdahl en produktiv og omstridt journalist med speciale i USA- og NATO-kritiske artikler, og han blev anset for at udøve en vis indflydelse på dele af Socialdemokratiet og partiets sikkerhedspolitik, som dengang blev varetaget af daværende ordfører, folketingsmedlem Lasse Budtz.

Bent Jensen var dengang ligesom Dragsdahl medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske udvalg, SNU, i begyndelsen af 1980erne, hvor der foregik en kamp på meninger. Men det var først i 1990, efter Murens fald, at det for alvor gik løs mellem dem.

Bent Jensen, der i nogle år var ansat som politisk redaktør på Jyllands-Posten, havde i sin avis opfordret Dragsdahl på Information til at dokumentere påstande om, at Jyllands-Postens i 1930erne skulle have haft sympatier overfor Hitler, Mussolini og jødeforfølgelserne.

Dragsdahl tog mod udfordringen og gik i de gamle avisarkiver. Resultatet af gravearbejdet i de gamle aviser har næppe glædet Bent Jensen.

Jyllands-Posten skrev vitterligt den 17. maj 1933 en leder, som det i dag er vanskeligt at beskrive som demokratisk sindet: »De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her (Hitlers Tyskland, red.) som alle andre Steder de sletteste Statsstyrere, og de maa følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres«, citerede Dragsdahl fra avisens leder.

Om Jyllands-Postens holdning til jøder citerede Dragdahl blandt andre denne sætning: »Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling, som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere Aar bemaerket deres uheldige Egenskaber« skrev Jyllands-Posten dengang, ligesom avisen måtte »indrømme Tyskland ret til at skille sig af med sine jøder«.

Jyllands-Posten kaldte i sin lederartikel i 1990 Dragsdahl for »indflydelsesagent« og Dragsdahl returnerede med fyldige citater og ved at kalde avisen og Bent Jensen for »evig ekstremistisk« i holdningerne, både i 1930erne og nu.

I 1992 gik Ekstra Bladet løs på Dragsdahl. Med blandt andre den i 1985 afhoppede tidligere KGB-mand Oleg Gordijevskij som kilde påstod avisen, at Dragsdahl havde været agent for Sovjetunionen og at han havde modtaget betaling for sin medvirken til disinformation i Danmark til fordel for Sovjetunionen, ligesom han skulle have »fodret« sine »føringsofficerer« fra KGB med værdifulde analyser af NATOs situation.

Dagen efter rejste Dragsdahl injuriesag, og kort før julen 1994 modtog han et større beløb, ifølge Bent Jensen 125.000 kr., i erstatning fra Ekstra Bladet, som også måtte betale sagsomkostningerne, ledsaget af en »uforbeholden beklagelse«.

Da det kom til stykket, kunne avisen ikke bevise sine påstande om agentvirksomhed og slet ikke påstanden om at Dragsdahl havde modtaget betaling ved sine møder med sovjetiske diplomater, hvoraf flere var forgået i Wien, på togture mellem Farum og København og på en togstation.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, havde været opmærksom på Dragsdahls kontakter med østlige diplomater og journalister i flere år før Gordijevskis afhopning i 1985, men heller ikke PET havde noget på ham. I hvert fald blev han ikke hverken sigtet eller tiltalt, og en række samtaler mellem Dragsdahl og PET i 1985 og 1986 blev ifølge Dragsdahl ført på Dragsdahls initiativ, da han angiveligt havde været ude for »en række ubehagelige oplevelser«.

Hverken den tidligere justitsminister Ole Espersen (S) eller den efterfølgende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen eller statsminister Poul Schlüter erindrer at have modtaget nogen orientering om en sag mod Jørgen Dragsdahl.