En af landets førende virologer: Restriktioner vil fortsætte flere måneder endnu

Coronarestriktionerne står til at ophøre 17. januar, men spørger man Allan Randrup Thomsen, bør det ikke nødvendigvis ske.

Allan Randrup Thomsen mener, det er rigtigt at opretholde restriktionerne. Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Virolog Allan Randrup Thomsen har et utal af gange vurderet pandemiens fremtid, og nu kommer han med endnu en forudsigelse:

Danskerne må leve med restriktioner helt frem til begyndelsen af marts i år.

Det er i hvert fald virologens »umiddelbare fornemmelse«, fortæller han til TV 2.

Meldingen kommer, under et døgn efter at et politisk flertal onsdag aften besluttede at holde fast i de nuværende restriktioner, der står til at udløbe 17. januar. Flere blå partier havde forud for gårsdagens møde ellers ønsket at ophæve restriktionerne tidligere.

Allan Randrup Thomsen bakker op om, at restriktionerne skal forsætte. Han fortæller dog samtidig til mediet, at det ikke nødvendigvis er alle restriktioner, der bør gælde helt til marts.

I den forbindelse mener han, at nattelivet nok ikke skal forvente at vende tilbage til normalen 17. januar, hvor alle landets restriktioner – som det ser ud nu – bliver ophævet.