Baz Luhrmanns film om rockkongen »Elvis« viste sig ved premieren i juni at være lige så overdrevet og kunstig som similisten – og det er helt fantastisk. Glem alt om den traditionelle biopic og lad dig hive med i en historie, der får dig til at finde alle de gamle plader frem. Filmen blev dobbeltanmeldt i Berlingske af både filmredaktør Sarah Iben Almbjerg og musiker og Elvis-fan Keld Heick. Vi kan roligt sige, at begge var begejstrede.
Uddrag af dobbeltanmeldelsen:
»Koncertscenen, hvor Elvis´stemme og bevægelse går direkte i de unge kvinder (og en enkelt ung mand), er den mest sigende i portrættet, der primært er en hyldest til en kunstner, der sættes ind i en ny sammenhæng og dermed bliver til en moderne artist.
Den er ret sigende for filmen, der er mere optaget af kunstneren end af manden. Elvis forbliver et ikon, som filmen dygtigt sætter ind i en ny tid. Harry Styles kan godt gå hjem og sove. Elvis gik i pastel og med makeup, dengang man fik mere end smagsdommerne på nakken.«