Hvad er hun egentlig, Jeanett Albeck? Er hun skuespiller? Er hun musiker? Sangskriver? Performer? Lidt af det hele. Man kan i hvert fald være sikker på, at hun er ligeglad med prædikater. Hun er helst fri for dem. I hvert fald hvis man skal tro den (næsten) onewoman-forestilling, »Ellers mange tak«, hun selv har skrevet, komponeret og på alle måder spiller i på Republique.
Det er hendes egen historie om hele sit liv at have fået at vide, at hun enten er for meget eller for lidt. En forestilling, som er en fuckfinger til systemerne, og som er dedikeret til alle originaler, der står uden for det vedtagne og har slået sig på det. Men det er i høj grad også en forestilling til andre kvinder med et tidens frihedsbudskab, en fuckfinger til forventningerne: Kvinde, kend dit værd.
Det er meget muligt, at det ikke er lige så kunstnerisk helstøbt, som den følsomme powerkvinde Jeanette Albecks Suzanne Brøgger-forestilling, som for nogle sæsoner siden løb med stor set alle teaterpriser her i landet. Der er tekstniveauet til forskel. Til gengæld er det næppe forkert at sige, at det på alle måder er en tidens forestilling med tidens vinde i ryggen.
Uddrag af anmeldelsen:
»Jeanett Albeck åbenbarer sig endnu engang sig som en stærk performer, der mestrer stort set det hele. I sandhed den ottearmede blæksprutte, hun sammenligner sig med i et slående tableau. Snart i direkte, pågående dialog med publikum. Snart sin egen popkoncert.
Det ene øjeblik kan hun vrænge og vride sig som mandens groteske sexfantasi, der svinger sig i scenograf Victoria Linds organiske, lavthængende falliske drypstensfrugter, byde frejdigt op til feminin frihedsdans det næste.
Hun kan hamre sine paroler fast med bankende klubfornemmelse det ene øjeblik, punkskrige dem ud med kussen (skal ses!) mellem de skrævende lår for kort efter at kvæde med inderlig vemod om usikkerheder og forhåbninger bag den akustiske guitar eller ved det opretstående klaver. Ingen synger i øvrigt så smukt fra sjæl til sjæl som hun, når hun vil.«