Ellemann og Lykketoft: Danskerne er for selvfede

De to tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft efterlyser en større dansk respekt for andre kulturer og religioner. Der er for megen »gadekærsmentalitet.«

Foto: Scanpix

Dansk politik er i alt for høj grad præget af en gadekærsmentalitet, der skader Danmarks interesser i en stærkt omskiftelig verden.

Det mener de to tidligere partiformænd og udenrigsministre Venstres Uffe Ellemann-Jensen og Socialdemokraternes Mogens Lykketoft.

»Vi må prøve at rykke danskerne væk fra den gadekærsmentalitet, som i årevis og ikke mindst i de senere år har præget store dele af dansk politik. Hvis vi kun ser verden i vores egen optik og måler den med vores egne værdier og forventer og kræver, at alle andre skal leve op til det, så går vi en meget, meget vanskelig fremtid i møde, sådan som verden udvikler sig i øjeblikket,« siger Uffe Ellemann-Jensen i et dobbeltinterview med Mogens Lykketoft om Danmark udenrigspolitiske udfordringer.

Mogens Lykketoft advarer mod at tro på, at Danmark bare kan »sparke sig frem« i verden.

»Det er jo også meget karakteristisk, at store samfund som USA og Storbritannien med meget længere tradition for indvandring har en langt dybere forståelse for præcist det, som Uffe her siger. Vi er nødt til at have en eller anden form for respekt - forståelse - for, at man ikke kan få alle andre til at gøre som én selv ved at sparke sig frem,« siger Mogens Lykketoft.

Uffe Ellemann-Jensens partifælle, Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen, siger, at han overhovedet ikke kan genkende det billede, Ellemann og Lykketoft tegner.

»Vi er meget internationale og har en aktivistisk udenrigspolitik, hvor vi kæmper for at udbrede de værdier og idealer, vi står for, til andre dele af verden. Vi har 800 soldater som kæmper for det i Afghanistan, det er alt andet end gadekærsmentalitet. Og jeg kan heller ikke medgive, at billedet skulle passe på vores forhold til indvandrere og udlændinge. Vi har en fast og fair udlændingepolitik, og vi stiller krav til dem, der kommer ind i landet. Det har ikke noget at gøre med gadekærsmentalitet,« siger Michael Aastrup Jensen.

Espersen: Arrogant

Søren Espersen, der er udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, mener, at de to tidligere udenrigsministre fører sig frem som arrogante kopier af Holberg-figuren Erasmus Montanus, der kom hjem fra det store udland til den lille andedam og troede han var klogere end almindelige danskere.

»Der har til alle tider været politikere og ledere, som har talt Danmark og danskerne ned. De har forsøgt at overbevise os om, at Danmark er et lille sølle land, der bare skal lære at gøre, som de andre siger. Den række af personer har Lykketoft og Ellemann-Jensen meldt sig ind i med deres nedvurdering af danskerne og dansk politik,« siger Søren Espersen.

Han mener Danmark på flere måder er et stort land, vi skal være stolte af, fordi vi er førende på mange felter, og han ser heller ikke udtalelserne fra de to som en begrundet kritik af Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

»Danmark er et af de lande, som tager bedst imod indvandrere. Og danskerne er generelt meget tolerante overfor udlændingene,« siger Søren Espersen.