Ellemann i modvind i tegningestrid

Der er megen ris og kun lidt ros til Uffe Ellemann-Jensens forståelse for muslimernes sårede følelser i den ny karikaturstrid.

Den tidligere udenrigsminister og formand for partiet Venstre Uffe Ellemann-Jensen mener genoptrykningen af Muhammed-tegningerne er til skade for udviklingen af ytringsfrihed i de lande, hvor Danmark og den øvrige vestlige verden gerne vil udbrede muligheden for, at man kan sige sin mening. Den holdning får han ikke direkte opbakning til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstres tidligere formand og udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, lægger sig endnu engang ud med sine borgerlige meningsfæller i striden om de 12 kontroversielle tegninger af profeten Muhammad. Også Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, og den politisk topengagerede erhvervsmand, Asger Aamund vender tommelfingeren nedad. På Politiken derimod erklærer man sig derimod enig i Ellemann-Jensens pointe.

Det drejer sig om en kommentar, som Uffe Ellemann-Jensen har skrevet, og som Berlingske Tidende bringer i dag. Under overskriften »Sådan kvæles ytringsfriheden« slår Ellemann-Jensen fast, at genoptrykningen af tegningerne i forbindelse med mordplanerne mod tegneren Kurt Westergaard har en meget kedelig konsekvens: Ytringsfriheden begrænses yderligere i de lande, hvor Danmark og den øvrige vestlige verden ellers gerne vil udvide retten til at sige sin mening.

Desuden fastholder Ellemann-Jensen i en udtalelse om sin kommentar, at »ytringsfriheden herhjemme på ingen måde er truet«.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, erklærer sig lodret uenig og har derudover kun en kommentar:

»Uffe Ellemann skal være glad for, at han har sin ytringsfrihed.«

De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, mener også, at det var »absolut nødvendigt« at gentrykke Kurt Westergaards tegning, hvor Muhammed har en bombe i turbanen.

»Når vi oplever, at nogen truer en tegner på livet, fordi han har brugt sin ytringsfrihed til at lave en tegning, så er vi nødt til at vise, at det vil vi ikke finde os i. Vi bruger vores ytringsfrihed, som det passer os, og derfor var det en flot markering at trykke tegningen. Det var med til at bakke Kurt Westergaard og hans familie op,« siger Henriette Kjær.

Hun er ikke enig i, at genoptrykningen af tegningen i de danske aviser går ud over ytringsfriheden i de muslimske lande.

»Tværtimod tror jeg, at det kan være med til at afføde en debat i de lande om behovet for mere ytringsfrihed. Det kan være med til at lægge grunden til et oprør, og det er det, der skal til i nogle af de arabiske regimer,« siger Henriette Kjær, der dog delvist giver Ellemann-Jensen ret i, at ytringsfriheden herhjemme ikke er truet.

»I hvert fald ikke endnu. Men hvis vi ikke sætter foden i døren, når nogen truer os til censur, så bliver vores ytringsfrihed alvorlig truet,« siger de Konservatives politiske ordfører.

Muslimernes dødskamp
Ifølge Ellemann-Jensen kan vi ikke komme i dialog med de moderate kræfter i den muslimske verden, hvis vi »insisterer på at bruge ytringsfrihed til at krænke dem – i stedet for at vise hensyn«.

»Så deres værdier kan eksistere side om side med vores,« som Ellemann-Jensen skriver.

Men den køber erhvervsmanden Asger Aamund, der er en aktiv politisk debattør, ikke.

»Det er ikke os, der skal begrænse os. Det er derimod dem, der skal hæve deres tærskel for, hvornår de bliver fornærmede. Muslimerne bliver nødt til at erkende, at de lever i en moderne verden, og at demokratiet vil sejre. Det er en fortvivlende dødskamp, vi er vidne til,« siger Asger Aamund.

Ellemann-Jensens argumentation afvises også af Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, der besluttede at offentliggøre Kurt Westergaards profet-tegning, da det kom frem, at politiet havde arresteret tre mænd med arabisk baggrund mistænkt for mordplaner mod tegneren.

»Det er uholdbart, hvis vi skal sætte almindelig journalistisk prioriteringer og valg ud af kraft for at tage specielle hensyn til en ganske bestemt religion. Vi trykte tegningen for at dokumentere, hvad en afgørende vigtig sag handler om, og der er tale om en tegning, som der i øvrigt ikke er problemer med i forhold til ytringsfrihedens grænser herhjemme,« siger Lisbeth Knudsen, der ikke lægger skjul på, at Berlingske Tidende også bragte tegningen for »at markere et forsvar for presse- og ytringsfriheden.«

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, erklærer sig derimod enig i Ellemann-Jensens hovedpointe.

»Det er meget præcist, når Ellemann anfører, at vi får et problem med at komme i dialog med de moderate kræfter i de muslimske lande. Men jeg kan ikke se, at pressen kunne have handlet på anden vis. Politikens begrundelse for at trykke tegningen er nøjagtig den samme, som den været alle de andre gange, vi har trykt dem: som dokumentation,« siger Tøger Seidenfaden, der ligesom Lisbeth Knudsen mener, at noget af vreden i den muslimske verden skyldes en misforståelse: Nemlig at alle de danske aviser, der valgte at bringe Kurt Westergaards tegning den samme dag, gjorde det som led i koordineret aktion.