Ellemann efterlyser hård kurs mod Putin

De vestlige lande må stå sammen, når Rusland spiller med musklerne, mener den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Han advarer mod russiske forsøg på at så splid i Europa.

MOSKVA/KØBENHAVN: Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) efterlyser en hårdere kurs over for Rusland efter de seneste måneders diplomatiske mundhuggeri mellem flere vestlige lande og den store nabo mod øst.

»I alt for mange situationer er Rusland blevet talt efter munden lidt som når man i skolegården prøvede at pacificere klassens store, stærke og ikke for kloge dreng,« skriver Uffe Ellemann-Jensen i en kronik i dagens Berlingske Tidende.

Han kommer med en skarp opfordring til de europæiske ledere om at stå sammen, så Rusland ikke får held til at »drive kiler« ned mellem gamle og nye EU-medlemmer. Det gælder ikke mindst de gamle EU-lande, som begår en stor fejl, hvis de sælger ud af solidariteten til gengæld for enkeltstående aftaler om russisk olie og gas, mener han.

Brug for fælles reaktion
»Man skal tværtimod samles om at opstille en politik for, hvorledes man i en given situation kan reagere fælles på afpresningsforsøg,« lyder opfordringen fra Uffe Ellemann-Jensen, der i dag er formand for det udenrigspolitisk selskab.

Som dansk udenrigsminister mellem 1982-1993 spillede han selv en aktiv rolle i forholdet til Rusland i årene efter Sovjetunionens sammenbrud. Op gennem 1990erne var han en varm fortaler for at indlemme de tre baltiske lande i det europæiske fællesskab og forsvarsalliancen NATO på trods af Ruslands modvilje. De tidligere sovjetlande Estland, Letland og Litauen blev medlemmer af NATO og EU i 2004.

Forhold på frysepunktet
Opsangen fra den tidligere udenrigsminister kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Rusland og mange vestlige lande er det dårligste i årevis. Det er blandt andet de amerikanske planer om at opstille et missilskjold i Europa, der har fået skældsordene til at fyge fra Moskva.

I en tale i februar advarede den russiske præsident, Vladimir Putin, mod USAs »ukontrollerede overforbrug af magtmidler« og mod faren for et nyt våbenkapløb. I juni sagde den russiske præsident, at missilskjoldet ville tvinge Rusland til at sigte sine missiler mod nye mål i Europa for at opretholde den strategiske balance.

Isolation ingen løsning
I disse dage mødes den russiske præsident med George W. Bush på Bush-familiens landsted netop for at forsøge at tø forholdet mellem de to lande op.

Og en »robust« dialog er netop vejen frem, mener Uffe Ellemann-Jensen, der understreger, at løsningen ikke er at isoleres Rusland i det internationale diplomati.

Det synspunkt deler Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører Mogens Lykketoft.

»Man er nødt til at samarbejde med russerne på en række områder, men samtidig påpege, hvor man er uenig med dem og gå op imod deres forsøg på at bruge deres olie og gas som pression,« siger Mogens Lykketoft.

Han påpeger samtidig, at hvis EU får udviklet en fælles energipolitik, vil man blive mindre afhængig af de russiske leverancer, og dermed vil russerne få sværere ved at så splid blandt EU-landene.