Elitesportsmand mister livet efter dykkerstævne i Storebælt

En dykker forsvandt søndag middag under et dykkerstævne ved Storebæltsbroen. Han er senere afgået ved døden.

Foto: Christian Bruna

Der blev slået alarm søndag, da en dykker under et internationalt stævne, der blev afholdt omkring Fyn, ikke kom op til overfladen i lang tid.

Forsvaret, Marinehjemmeværnet, civile skibe i området samt andre dykkere ledte efter den 31-årige, der forsvandt nær Storebæltsbroen kort inden klokken 13.

Manden fra Portugal blev fundet af en redningsbåd klokken 13.17 og fløjet til Rigshospitalet. Hans liv stod ikke til at redde.

Det bekræfter Mikkel Kjærgaard, vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

»Han er beklageligvis afgået ved døden. Jeg ved, at der blev arbejdet på ham, efter at han blev reddet op, og at han på Rigshospitalet blev erklæret død, siger han ud på eftermiddagen,« siger han omkring klokken 16 søndag.

De pårørende er underrettet.

Der er tale om en 31-årig mand fra Portugal, der tidligere har været med til at vinde mesterskaber i undervandsjagt.

Han var i Danmark for at deltage i Euro-African Spearfishing Championships, der er afrikanske og europæiske mesterskaber i undervandsjagt. Her konkurrerer landshold mod hinanden i at fange de største fisk.

Dykkerne er iklædt våddragt, har dykkermaske og snorkel på og bruger en harpun til jagten. Sportsfolkene dykker ned enkeltvis, mens sikkerhedsbåde kontrollerer, at de med jævne mellemrum kommer op.

Da portugiseren efter et stykke tid ikke havde vist sig ved overfladen, vækker det bekymring, og der bliver slået alarm.

Ifølge Dansk Sportsdykker Forbund var den 31-årige en meget erfaren dykker.

»Han var meget, meget, meget dygtig. Han var på det portugisiske landshold og absolut i verdenseliten inden for den her sport,« siger formand Jesper Risløv.

Forbundet har ikke tidligere hørt om dødsfald inden for sporten, og den 31-åriges død har rystet det danske hold, forklarer formanden.

»Det her er toppen af eliten i Europa og Afrika, så de kender hinanden fra diverse mesterskaber, de har deltaget i. Alle er meget berørte af det her, og det har været en voldsom oplevelse,« siger Jesper Risløv.

Hele det danske hold har været samlet søndag eftermiddag og aften, hvor det har modtaget krisehjælp.

Det er endnu uvist, hvad der gik galt, siden den 31-årige mand forsvandt under konkurrencen. Det vil politiet undersøge nærmere de kommende dage.

Blandt andet skal mandens dykkerudstyr tjekkes for fejl, oplyser politiet.

/ritzau/