Elitesoldater skal holde mund

Elitesoldater på hemmelige operationer skal holde deres mund om operationerne.

Repræsentanter for Jægerkorpset og Frømandskorpset skal ikke gøre sig til mediestjerner og holde pressekonferencer om hemmelig operationer i Afghanistan.

Det mener udenrigsordfører Søren Espersen, Dansk Folkeparti, der skarpt kritiserer elitesoldaterne. Søren Espersen vil nu have ledelsen for de to korps til at tage sagen op.

- Hele idéen med Jægerkorpset og Frømandskorpset er, at de deltager i hemmelige operationer. Det er ikke noget, der øger min tillid til de to korps, at folk, der har været ude på hemmelige operationer som i Afghanistan, begynder at holde pressekonference. Det vil jeg ikke acceptere. Soldaterne skal holde deres mund, siger Søren Espersen.

/ritzau/