Eliten af eliten

Ét er at komme ind på et eliteuniversitet i USA. Noget andet er at komme på dekanens liste over elitestuderende.

Kwasi Enin scorede i optagelsesprøverne 2.250 point ud af 2.400 mulige, og det gjorde, at han kunne komme på Yale, hvor hans interesse går i retning af medicin og biologi, som også er hans slutmål. Foto fra YouTube Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Eliten af eliten har det både svært og let. Let fordi jo højere, man som studerende kommer i det amerikanske uddannelsessystem, desto flere døre åbnes for en. Svært fordi det er krævende at nå til det niveau, hvor man ikke bare kan kalde sig studerende ved f.eks. Harvard University, som er én af USAs prestigeuniversiteter, men også kan kalde sig »Honors student« og stå på dekanens særlige liste.

For Kwasi Enin begyndte denne rejse for godt et år siden. Han er en af den slags studerende, som anser det for helt naturligt at være en del af elitesystemet. Alle Ivy League-universiteterne ville have ham, da han var færdig med sin high school i New York. Harvard, Yale, Brown, Columbia, University of Pennsylvania, Dartmouth, Princeton og Cornell stod i kø for at få ham. Og valget blev Yale, som den amerikanske TV-station CNN viste, da de lavede et portræt af den unge mand, hvis forældre stammer fra Ghana. For den unge mand er godt på vej til at blive en af dem, man forkæler. Men hvorfor valgte han Yale?

 

»De var flinke under Åbent Hus. Jeg talte med mange genier, og de elskede alle musik, som jeg gør. Det gjorde forskellen,« sagde den unge mand, som ud over at være en fremragende sportsmand også spiller tre instrumenter, synger i et a cappella kor, er aktiv i studenterpolitik og spiller skuespil. Han scorede i optagelsesprøverne 2.250 point ud af 2.400 mulige, og det gjorde, at han kunne komme på Yale, hvor hans interesse går i retning af medicin og biologi, som også er hans slutmål.

Kampen om pladsen som »Honors student«

Men inden da skal han kæmpe med eliten på universitetet om en plads som »Honors student«, hvilket giver ham uanede fordele. Han får stillet egen lærer til rådighed, der udfordrer ham i langt højere grad end andre studerende. Han kan følge kurser, andre ikke har adgang til. Og så har han – uanset om han bliver »Honors student« eller ej – adgang til de mest inspirerende lærere og måske nobel-pristagere og et bibliotek, som indeholder både den nyeste forskning og gamle dokumenter, som er så sjældne, at de måske burde høre hjemme i sikrede rum. Men inden da skal han også vælge det rigtige »broderskab« på universitetet. For uden det har man ingen kontakter, og det betyder noget, når man en dag er færdig med sin uddannelse og skal vælge job.

»Hvis man både har broderskabet i orden, er »Honors student« eller står på dekanens liste, har fået de rigtige legater og i øvrigt består som toppen af klassen, så er døren åben for alt det, man gerne vil her i livet. Der bliver kælet for de rigtige studerende på eliteuniversiteterne, men man skal heller ikke tage fejl af, at universiteterne med den bedste økonomi også har de bedste muligheder for at gøre en forskel,« siger Dennis Hopper, som selv har gået på Yale.

 

Det koster over 38.000 dollar bare at komme ind på Yale. Årligt koster det 66.000 dollar at læse på universitetet inklusive værelse og bøger. Der er selvfølgelig legater til de dygtigste, og der bliver taget hensyn til familiens samlede økonomi i en vurdering af kandidaten. Men man skal have pengepungen i orden.

Ivy League-universiteterne er ikke nødvendigvis ensbetydende med eliteuniversiteter. Det er et begreb for en række universiteter på østkysten. Der er mange andre eliteuniversiteter i USA, også i midtvesten og på vestkysten, som både er lige så prestigefyldte og ressourcestærke som de gamle på østkysten.

Kommer ikke sovende til fællesskabet

Og fælles for alle disse universiteter er, at man har et fællesskab omkring »Honors student«, også når det drejer sig om udveksling. Men »Honors student« har ikke alene adgang til ekstra undervisning og egne lærere, men har også deres egne områder på universiteterne, og de inviteres oftere end andre til større kulturelle begivenheder enten i lokalsamfundet eller i USA som sådan.

 

Men man kommer ikke sovende til det. Man skal ud over at være en studerende over gennemsnittet også være villig til at stille sig til rådighed for frivilligt arbejde i lokalsamfundet, ligesom man skal være aktiv på en lang række områder. Som der står i optagelsesbetingelserne. »Man er også en ubetinget lederskikkelse, som andre ser op til.« Så Enin har ramt det rigtige. Han spænder fra faglig dygtighed på en række områder meget vidt. Og det skal man også for at tilhøre eliten.