Elforbrug falder i julen

Trods ekstra elregning for lyskæder og julebagning på 45 millioner kroner sparer Danmark samlet fire procent på elforbruget i december.

Det lyder umiddelbart underligt, men den er god nok: Danmarks samlede elforbrug falder i december.

Det sker på trods af, at private ifølge en ny analyse fra Dansk Energi bruger 25 gigawatt mere end normalt, svarende til en national ekstraregning på 45 millioner kroner. Æren for besparelsen må tilskrives erhvervslivet. Det er dog ikke, fordi virksomhederne hænger energisparepærer op til jul, fortæller økonom i Dansk Energi, Henrik Hornum.

- Mange virksomheder drosler produktionen ned mellem jul og nytår. Det slår igennem, så det samlede forbrug faktisk falder med fire procent, siger han.

Husholdningerne står for en tredjedel af det samlede danske elforbrug, mens erhvervslivet bruger to tredjedele.

/ritzau/