Elever skal have styr på Facebook-profilen

Flere børneorganisationer og telebranchen vil til efteråret uddanne skolelærerne, så folkeskolens ældste elever lærer at gebærde sig ansvarligt på nettet.

SAN ANSELMO, CA - MAY 09: The Facebook website is displayed on a laptop computer on May 9, 2011 in San Anselmo, California. An investigation by The Pew Research Center found that Facebook has become a player in the news industry as the popular social media site is driving an increasing amount of traffic to news web sites. (Photo Illustration by Justin Sullivan/Getty Images/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske unge er storforbrugere af internet, men det kan knibe med at overskue, hvad den brede færden og de mange spor, de efterlader på nettet, kan betyde for dem nu og senere i livet.

Derfor skal de højeste klassetrin i folkeskolen - dvs. 7.-9. klasse - vide mere om fordelene og risiciene ved at have en digital identitet på f.eks. Facebook og Twitter. Og det kræver, at deres lærere har styr på alle faldgruberne.

Derfor har en række børneorganisationer sammen med den danske telebranche rejst foreløbig næsten en million kroner for at få udarbejdet undervisningsmateriale til eleverne og til uddannelse af lærerne.

Projektet »Det digitale spejl«, som skydes i gang til efteråret, støttes af Red Barnet, Børns Vilkår, Center for Digital Pædagogik, Medierådet, undervisningsportalen EMU og den danske telebranche.

En styrket identitet

»Det handler ikke så meget om at bruge nettet fornuftigt - for eksempel at passe på pædofile eller at sørge for en ordentlig IT-sikkerhed. Fokus ligger på at styrke elevernes forståelse af, hvad det betyder at have en digital identitet, altså hvordan de bruger det, og hvilke fælder der kan ligge i det, når man for eksempel lægger billeder af hinanden ud på Facebook og Twitter. Altså hvilke kompetencer man skal have i orden, når man bruger nettets mange muligheder,« forklarer direktør Jakob Willer fra brancheforeningen Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI).

Budgettet er på 1,3 millioner kroner og lige nu mangler der nogle få hundrede tusinde kroner efter bidrag fra også Videnskabsministeriet, Industriens Arbejdsgiverforening og Undervisningsministeriet. Udarbejdelsen af undervisningsmaterialet er sat i gang, og »Det digitale spejl« finansierer gratis et undervisningsforløb for lærerne.

»Lærerne er ikke klædt ordentligt på, og der har manglet undervisningsmateriale. Vi går ind i dette, fordi vi selvfølgelig er bekymret for, om nettet bruges ordentligt af de unge. Det handler ikke om at sælge mere,« understreger Jakob Willer.

Teleselskaberne har gennem flere år udarbejdet pjecer om, hvordan man sørger for at sikre sig ordentligt som netbruger, og om hvordan børn får et fornuftigt forhold til deres mobiltelefoner.