Elever på efterskoler skal fortsat gøre rent

Arbejdstilsynet vil ikke gribe ind over for elevrengøring på efterskolerne, ligesom tilsynet har gjort det over for en friskole i Nordjylland.

Efterskoleelever slipper ikke for at rense toiletter og støvsuge på deres værelser. Arbejdstilsynet har nemlig ingen planer om at sætte en stopper for elevrengøringen på landets efterskoler.

Forvirringen er opstået efter en sag fra Nordjylland, hvor tilsynet har givet en friskole forbud mod at lade eleverne gøre rent. Derfor har tilsynet undersøgt, om der findes lignende sager mod efterskolerne.

- Efterskolerne behøver ikke at frygte, at vi vil gribe ind. Der, hvor vi har været ude, har der ikke været anledning til problemer, og jeg har ikke grund til at tro, at det forholder sig anderledes, der hvor vi ikke har været, siger Lis Gamborg, vicedirektør i Arbejdstilsynet, til Ritzau.

/ritzau/