EL vil samle flertal for lønforbedringer

Enhedslisten tager S-formanden på ordet og indkalder til møde for at strikke forslag sammen om større lønpuljer til sosu'er, pædagoger, lærere og sygeplejersker

S-formand Helle Thorning-Schmidt bliver taget på sine løfter om bedre løn til hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere. Enhedslisten vil indkalde Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti for at få strikket en løsning sammen. Men den skal også gælde pædagoger, lærere og sygeplejersker, som S-formanden har glemt i sine løfter.

Det siger Enhedslistens velfærdsordfører Jørgen Arbo-Bæhr.

- Med Helle Thornings udmelding er der et flertal for penge til lønforbedringer for de offentligt ansatte. Opgaven nu bliver at gøre det på en måde, der ikke lægger gift for overenskomstforhandlingerne. Jeg vil derfor tage initiativ til et møde mellem S, SF, DF og Enhedslisten, så vi kan strikke et forslag sammen i enighed, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

/ritzau/