Ekstremisternes danmarkskort ender sløret

Den længe ventede kortlægning af Danmarks ekstremistiske miljøer modtages med reaktioner, der spænder fra »tja« til »noget hø«.

Hizb ut-Tahrir garanterer, at organisationen ikke sender folk til Syrien for at kæmpe. Her er det bøn før organisationens årlige konference i 2010 i Bella Center. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

En ny rapport kortlægger for første gang Danmarks antidemokratiske og ekstremistiske miljøer og stempler 15 islamistiske og højre- og venstreradikale grupper som sådan. Kortlægningen er udarbejdet af SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd – og betalt af staten.

Men rapporten, som blev offentliggjort i går, skaber allerede voldsom polemik i forhold til, om stemplet overhovedet er noget værd.

Spørger man social- og integrationsminister Manu Sareen (R), tegner de 15 navngivne organisationer tilsammen et foruroligende billede af ekstremismen i Danmark. I lyset af de over 100 personer, som er rejst fra Danmark for at kæmpe i Syrien, er billedet af Hizb ut-Tahrir, Kaldet til Islam og de andre islamistiske grupperinger, som især trives på Københavns Vestegn, særligt alarmerende:

»Det er også bekymrende, at det ser ud til, at der er en forbindelse mellem voldelige kriminelle miljøer og de politisk/religiøse miljøer,« siger Manu Sareen.

Kortlægningen udpeger fem islamistiske organisationer, og fire af dem finder man på Københavns Vestegn: Hizb ut-Tahrir, Kaldet til Islam, Dawah-centret og Dawah-bærere.

Værst på Vestegnen

Spørger man Jørgen Harlev, politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, om kortlægningen giver et retvisende billede af islamismen i hans område, er svaret »tja«.

»Det er farligt at drage forhastede konklusioner på baggrund af et øjebliksbillede,« siger politiinspektøren.

Politiet på Vestegnen har ikke haft noget at gøre med hverken Dawah-centret eller Dawah-bærere. Hizb ut-Tahrir er synligt til stede, og man kan diskutere dem som et demokratisk problem, i og med de opfordrer folk til ikke at stemme. De udgør dog ikke et politimæssigt problem i området, forklarer Jørgen Harlev.

»Men vi er opmærksomme og reelt bekymrede for, at nogen kan blive tiltrukket af Kaldet til Islam, som sympatiserer med kræfter i Syrien og måske kan få unge mennesker til at rejse dertil,« siger Harlev og forklarer, at politiet og kommunerne i fællesskab forsøger at nå de unge gennem præventive samtaler.

»Kortlægningen er noget hø«

Spørger man derimod på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, hvor bl.a. Tobias Gemmerli forsker i ekstremisme og radikalisering, så har den kortlægning af ekstremisme, som har været flere år undervejs, og som snart bliver en del af afsættet for regeringens handlingsplan mod radikalisering, ingen værdi.

»Kortlægningen er noget hø og uvidenskabelig,« siger Tobias Gemmerli.

Rapporten, som skal identificere de antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark, bruger ifølge ham alt for løse definitioner, når de stempler borgerne i de 15 grupper: Hvad betyder f.eks. »accept af demokratiske procedurer« og »demokratiske normer og værdier« egentlig?

Godt nok understreger SFI, at kortlægningen ikke kan besvare, hvor mange personer de forskellige ekstremistiske grupper omfatter, eller om de enkelte grupper er i vækst eller på retræte.

Men lægger man f.eks. de anslåede medlemstal, som gengives i rapporten, for de islamistiske organisationer sammen, lyder et forsigtigt skøn på ca. 300 personer. Og rapporten straffer kollektivt, påpeger Tobias Gemmerli, fordi enkelte personers handlinger gør, at hele gruppen havner på listen over ekstremister.

En svær opgave

Endelig er rapporten skrivebordsarbejde, mener DIIS-forskeren, fordi SFI kun har talt med 26 personer fra de tre miljøer – det islamiske, det højreorienterede og det venstreorienterede – hvor de konkluderer, at folk er ekstremister.

»I stedet for de selvvalgte fagfolk mangler der interviews med personer fra miljøerne og med viden om, hvilke grupper de interviewede tilhører,« siger Tobias Gemmerli.

Forskningschef i SFI, Lisbeth Petersen, har svært ved at acceptere den hårde kritik fra hendes kollega i DIIS. Men hun er enig i, at grupperne på listen kan diskuteres.

»Vi skriver i rapporten, at det er svært at definere præcist, hvad der forstås ved antidemokratisme og ekstremisme. Vi har defineret ud fra det oplæg, vi har fået fra ministeriet. Men det er ikke nogen nem opgave, og det kan altid diskuteres,« siger Lisbeth Petersen.

Hizb ut-Tahrir er ikke overrasket

Hos Hizb ut-Tahrir overrasker det ikke vicemedierepræsentant Elias Lamrabet, at gruppen er med på SFIs ekstremistliste. Men han ærgrer sig over den »ekstreme intolerance«, som rapporten i hans øjne er udtryk for.

»Hvis man har et politisk mål, så er det her en god måde at skabe legitimitet til det på. Det er sådan, vi fik terrorlovene i sin tid. Politikerne har længe insisteret på at holde debatten, både retorisk og indholdsmæssigt, på et niveau, hvor man opstiller samfundet i modsætninger og skaber de her forenklede verdensopfattelser,« siger Elias Lamrabet og understreger, at Hizb ut-Tahrir gentagende gange har forklaret, at »drab på civile er en forbrydelse ifølge islam«.

Ikke desto mindre vil Hizb ut-Tahrir-repræsentanten ikke forholde sig til påstande om, at personer med tilknytning til organisationen er rejst til den syriske borgerkrig, som SFI beskriver.

»Jeg kan ikke tale på vegne af alle mennesker, som på et tidspunkt har været til et møde, som Hizb ut-Tahrir har arrangeret. Jeg kan bare sige med 100 procent sikkerhed, at Hizb ut-Tahrir hverken faciliterer eller sender folk til Syrien for at udføre kamphandlinger«, siger han.

Kortlægningen er bestilt og finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Og rapporten er nu endt på Manu Sareens skrivebord. Manu Sareen, er det en fyldestgørende rapport? »Det er rigtig svært at svare på, fordi SFIs opgave har været at kortlægge nogle meget lukkede miljøer,« siger ministeren.