Ekstremist i ulvedebatten tiltalt for trusler og hærværk

En mand, der med egne ord er ekstremist, er tiltalt for trusler mod Mourits Troldtoft, der dræbte en ulv.

En 33-årig mand står mandag tiltalt for blandt andet trusler mod en mand, som er blevet dømt for at skyde en ulv, og i en video skal han om medlemmer af Ulvefrit Danmark have sagt: De går ind for at skyde ulven ... de skal have en skovl i nakken. (Arkivfoto) Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Holstebro. Om morgenen den 27. juni vågnede beboerne i Ulfborg og omegn op til overmalede byskilte, kors og en kirke, der var overmalet med slagord.

Politiet behøvede ikke at lede længe efter gerningsmanden, for allerede samme dag stod en 33-årig mand frem i flere medier og fortalte, at han stod bag.

Mandag står han ved Retten i Holstebro tiltalt for blandt andet trusler og hærværk.

Ifølge TV Midtvest skrev han med rød maling: "Blod bliver ikke glemt" på byens kirke med henvisning til den ulv, der blev skudt i april sidste år.

Desuden sprøjtede han rød maling på flere byskilte og stillede kors op med budskabet "RIP MT og søn". RIP står for Rest In Peace - hvil i fred. MT henviser til Mourits Troldtoft, som er blevet dømt for at skyde ulven.

Den tiltalte, der kalder sig Storm Balderson, men som hedder noget andet, betegner ifølge TV Midtvest sig selv som en ekstremist i ulvedebatten.

I et interview med tv-stationen i sommer sagde han, at han er klar til at erkende sin skyld og tage sin straf.

- Vi er mange, der er glade for ulve og er klar til at bruge ekstreme metoder for at beskytte ulven, sagde han til TV Midtvest.

Han erkendte også, at han var gået over stregen.

- Jo, men det er jeg bevidst for ulvens skyld. Ingenting andet, lød forklaringen til TV Midtvest.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer er Storm Balderson ud over hærværk og truslerne mod Mourits Troldtoft og hans søn også tiltalt for at have overtrådt et polititilhold.

5. juli fik han et tilhold, der betød, at han ikke måtte kontakte eller omtale Mourits Troldtoft og hans søn. Dette tilhold er han tiltalt for at have overtrådt tre gange på Facebook, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Endelig er han ifølge avisen tiltalt for trusler mod medlemmer af foreningen Ulvefrit Danmark.

I en video skal han have sagt: "De går ind for at skyde ulven ... de skal have en skovl i nakken".

/ritzau/