Ekspolitiker Per Zeidler tiltalt i rufferisag

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler. Han har været sigtet for rufferi siden kommunalvalget i 2017.

Zeidlers advokat, Henrik Garlik Jensen, bekræfter over for Ritzau, at der er rejst tiltale i sagen. Han vil dog ikke gå i detaljer med, hvad tiltalen går ud på.

- Jeg kan bekræfte, at der er rejst tiltale og oplyse, at min klient nægter sig skyldig, siger Henrik Garlik Jensen.

Detaljerne i sagen fremgår af sagens anklageskrift. Det har Ritzau søgt aktindsigt i hos Østjyllands Politi, men det er endnu ikke modtaget.

Per Zeidlers politiske karriere kollapsede op til kommunalvalget i efteråret 2017. Det kulminerede, da Aarhus Stiftstidende afdækkede hans indblanding i såkaldte gangbang-arrangementer.

I første omgang var problemet, at Zeidler skulkede fra et møde i Syddjurs Kommunes familieudvalg for at tage til gangbang i et forsamlingshus i landsbyen Ammitsbøl nær Vejle.

Siden blev sagen meldt til Østjyllands Politi, og Per Zeidler blev sigtet for rufferi.

Det samme gjorde en anden mand - også han er ifølge Ritzaus oplysninger tiltalt i sagen.

Sagen fik under valgkampen Per Zeidler til at nedlægge sit kandidatur. Også hans liste, Social Liberal Borgerliste, blev opløst.

Stemmesedlerne var dog allerede trykt, og da der var valg den 21. november fik Per Zeidler 10 personlige stemmer. Social Liberal Borgerliste fik i alt 15 stemmer.

Inden rufferisagen var Zeidler brudt ud fra Liberal Alliance, hvor han ellers var spidskandidat i kommunen. Men en sag om en ubetalt mekanikerregning førte til, at han forlod partiet.

Fra rufferisagen opstod, til der blev rejst tiltale, er der gået mere end et år. Det er længere tid, end man ser i de fleste drabssager. Sagsbehandlingstiden er på højde med store narkosager.

Østjyllands Politi oplyser i den forbindelse til Ritzau, at efterforskningen af sagen har været "omfattende".

Det samme har vurderingen af tiltalespørgsmålet, altså anklagemyndighedens vurdering af de oplysninger, som politiets efterforskere har tilvejebragt.

Sagen afventer nu, at Retten i Aarhus får fastsat datoerne for en såkaldt hovedforhandling - altså en egentlig retssag.

/ritzau/