En eksplosion har natten til torsdag ramt en café eller et klublokale på Frederiksborgvej 34 i Københavns Nordvestkvarter.
Det oplyser vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi.
Ingen personer er kommet til skade ved sprængningen, men flere ruder i stueetagen af en etageejendom er blevet knust.
Det er foreløbig uvist, hvad der har forårsaget eksplosionen, men der ligger ifølge politiet "en bevidst handling" bag hændelsen.
»Efterforskningen er i sin spæde begyndelse, og vi er stadig til stede derude,« siger Henrik Stormer omkring klokken 09.30.
Politiet modtog anmeldelsen om sprængningen klokken 03.31 og rykkede derefter ud til stedet.
Et område på Frederiksborgvej, Rentemestervej og Glasvej blev afspærret.
Torsdag formiddag har politiet ophævet afspærringerne på Frederiksborgvej og Glasvej, mens Rentemestervej fortsat er spærret fra Frederiksborgvej i retning mod Lygten.
Politiet har endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med sagen.
Der bor ingen personer i stueetagen, som blev ramt af eksplosionen. Politiet kan ikke fortælle, hvem der sædvanligvis frekventerer stedet, ud over at det huser en café eller et klublokale.
/ritzau/