Eksperts fem råd mod studiestress: »Hvis man er stresset, undgår man mange gange de ting, som kan hjælpe én«

Stress, søvnløshed og ensomhed er nogle af de problemer, der skaber mistrivsel hos stadig flere studerende. Ole Grønne er ekspert i stress blandt studerende og giver fem råd til, hvordan man selv kan hjælpe sin studiestress af vejen.

Foto: Mathias Bojesen. »Der er ingen tvivl om, at miljøet og kravene på studiet er den altoverskyggende bad guy i trivselsscenariet. Når det så er sagt, eksisterer der nogle kæmpe krav blandt de studerende selv, hvor de skaber nogle urealistiske forventninger til sig selv og hinanden,« siger Ole Grønne, arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Magisterforening. Foto: Mathias Bojesen
Læs mere
Fold sammen

At blive fri for stress og mistrivsel i studielivet starter med at erkende, at man er stresset.

Sådan lyder meldingen fra Ole Grønne, der er arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Magisterforening og til daglig blandt andet rådgiver studerende, der føler et psykisk pres i forbindelse med deres studie. Dansk Magisterforening er en af de studenterorganisationer, der står bag en konference på Christiansborg, som i dag skal sætte fokus på stress og mistrivsel blandt studerende.

»Jeg oplever flere og flere unge, der ringer ind og føler sig pressede på studiet. Jeg har arbejdet på dette område i 19 år, og forekomsten af henvendelser fra studerende er steget markant inden for de sidste fem-seks år,« siger Ole Grønne.

Tal fra Dansk Magisterforenings trivselsundersøgelse sidste år viser, at 41 procent af de studerende generelt føler sig stressede på studiet. Ole Grønnes oplevelse er, at det er studiemiljøet, der er blevet hårdere, frem for de studerende, der er blevet mere psykisk påvirkelige. Og især efter fremdriftsreformen har han mærket en stigning i antallet af pressede studerende.

Konferencens primære budskab er fagforeningernes fælles udgangspunkt om, at stress skal løses politisk. Indtil politikerne er nået til enighed om, hvordan fremtidens uddannelsesmiljø skal se ud, er der dog, ifølge Ole Grønne, en række tiltag, man som studerende selv kan gøre for at komme til at trives bedre i sit studieliv.

1. Erkend problemet

»De, der er hårdest ramt, er de, der intet gør og ikke erkender, at de mistrives. Det gælder, uanset om det er ensomhed eller stress. Studerende, der lukker sig inde og bliver ved med at løbe ind i muren kommer helt klart dårligst igennem og risikerer at falde ud af studiet,« siger Ole Grønne.

Ifølge ham er det altafgørende, at man tager fat i nogle af de solide livliner, der findes. Han nævner Studenterrådgivningen som den første instans, man kan og bør kontakte. Andre må omkring lægen eller til psykolog for at få den tilstrækkelige hjælp, men punkt ét er, at man som studerende tager problemet alvorligt.

»Jeg plejer at sige til dem, at jo mere alvorligt de tager det, desto mindre alvorligt er det,« siger Ole Grønne.

2. Vær ikke bange for hjælp

»Hvis man er stresset, undgår man mange gange de ting, som kan hjælpe én – for eksempel at tage fat i en vejleder og spørge ind til en opgave, fordi man slet ikke kan se muligheden.«

Det handler ifølge Ole Grønne om ikke at være bange for at have brug for ekstra hjælp. Og en god pointe er i den forbindelse, at der igennem et studieforløb er rigtig mange, der har brug for en eller anden form for hjælp på vejen.

»Det dumme er ikke at sige ja tak til hjælp eller bede om den. Det kloge er indimellem at bruge de redskaber, der er til rådighed, så man kommer godt og hurtigere videre.«

3. Skru ned for forventningerne

Når man har erkendt, at man mistrives, og overvundet grænsen med at bede om hjælp, kommer der for nogle en fase, hvor de aktivt må tvinge sig selv til at skrue ned for egne forventninger.

»Der er ingen tvivl om, at miljøet og kravene på studiet er den altoverskyggende bad guy i trivselsscenariet. Når det så er sagt, eksisterer der nogle kæmpe krav blandt de studerende selv, hvor de skaber nogle urealistiske forventninger til sig selv og hinanden,« siger Ole Grønne.

Når Ole Grønne opfordrer studerende til at skrue ned for forventningerne, er det ikke forventningerne til karakterer, han tænker på. Ifølge ham er der mange studerende, der fejlagtigt tror, at man sænker gennemsnittet, hvis man sænker skuldrene.

»Det sjove er, at hvis de studerende bliver bedre til at holde nogle pauser – det kan være noget helt banalt som at tage i sommerhus med kæresten og lade bøgerne blive hjemme i tre dage – så oplever en del af dem faktisk, at det bliver lettere at læse videre efterfølgende. Og ofte får de mindst lige så gode karakterer efter at have justeret lidt ned. Pausen er gunstig. Den faglige fantasi får lige lov at spire lidt.«

4. Deltag i det sociale liv

Når Ole Grønne taler med stressede studerende, oplever han, at de fleste slapper mere af, når han fortæller dem, at det faktisk er vigtigt at husker at investere tid i sine relationer og fritidsinteresser.

»Jeg siger til dem, at det faktisk er en god idé at slappe af indimellem og tage af sted til sin squaredance, kartoffeltryk eller hvad man nu synes er sjovt,« siger han.

På den måde er der en rød tråd mellem punkt to og tre: Hold en pause og husk livet ved siden af bøgerne.

»I en stresset periode kan man sagtens komme derhen, hvor man trækker sig, men jeg anbefaler altid, at man deltager i et eller andet hele studietiden igennem. Både rent fagligt i form af for eksempel en læsegruppe, men også et eller andet åndssvagt, om det så er fredagsbaren eller revyen. Den tid, man bruger på at anstrenge sig for at besvare en opgave, er ikke altid godt givet ud. Nogle gange er det bedre at tage hen og lave lidt revy og så komme tilbage og se på det med friske øjne.«

5. Bryd ensomheds-spiralen

Den røde tråd fortsætter i Ole Grønnes sidste råd.

Flere studerende kontakter ham og fortæller, at de føler sig ensomme og isolerede, og det skyldes ifølge Ole Grønne ofte en ond spiral, som mange studerende ender i.

»Nogle isolerer sig, fordi de vil have de bedste karakterer og skal kunne overkomme alt i det perfekte studiejob ved siden af. Og så glemmer de at gå til deres squaredance – simpelthen af angst for ikke at være gode nok. På den måde kommer de til både at føle sig isolerede på studiet og i fritiden, fordi de ofte slet ikke dyrker deres fritid,« siger Ole Grønne.

»Der er nogle studier, hvor der ikke er så mange gruppeeksamener og studiegrupper, men hvor man fungerer som en selvstændig satellit. Og det kan de fleste klare, hvis de har en base uden for studiet i form af en kæreste, et fritidsjob eller noget sport. Så ser de nogen dér. Men det er der også mange, der ikke har, og som samtidig vælger at blive hjemme og læse i ferien i stedet for at besøge familien.«

Ole Grønne påpeger, at det er vigtigt at se på den enkelte studerende. Nogle gange stikker ensomheden dybere, og så er det selvfølgelig afgørende, at man får den nødvendige hjælp.