Eksperter:Tvangsadoption er til skade for børnene

Umenneskeligt, siger Børnerådets formand til, at regeringen vil gøre det muligt at tvangsadoptere spædbørn væk. Overlæge på landets største behandlingscenter for gravide misbrugere forudser, at en sådan lov vil medføre flere alvorligt skadede børn.

Politikere og eksperter er dybt uenige om hvilke konsekvenser, det vil få for børn og deres forældre, hvis et forslag om tvangsadoption af spædbørn fra udsatte familier bliver gennemført. <br>Foto: Jan Grarup<br> Fold sammen
Læs mere

De har begge to set en god del af livet på bunden af Danmark, og de har set hjerteskærende eksempler på, hvor usselt et liv forældre har kunnet tilbyde deres børn.

Alligevel mener ingen af dem, at man kan løse problemet med håbløst uegnede forældre ved at tvangsadoptere børnene ind i en ny familie, mens de er helt små, sådan som regeringen nu vil lægge op til.

Såvel Børnerådets formand, Charlotte Guldberg, som overlæge på Hvidovre Hospitals Familieambulatorium May Olofsson advarer mod den fremgangsmåde.

»Jeg er foruroliget over perspektivet i det her,« siger Charlotte Guldberg og understreger, at lovforslaget ikke har været drøftet i Børnerådet endnu, og at hun derfor udtaler sig som fagperson blandt andet med mere end 25 års arbejde på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem bag sig.

Et alvorligt overgreb
»En tvangsadoption er uigenkaldelig, og det er skræmmende, at vi vil løse sociale problemer på den måde. Forældre vil blive straffet for at få sociale vanskeligheder som misbrug eller psykisk sygdom, og barnet mister retten til hele sin biologiske familie, hvilket er et fantastisk alvorligt overgreb,« siger Charlotte Guldberg, der også mener, at regeringen med forslaget vil tage fra de fattige og give til de rige, fordi det griber ned i de svageste og mest forsvarsløse familier.

»Hvad skal vi sige til børnene? Jeg har jo set de børn gennem 25 år og ved, at det betyder alverden for et barn at kende til sine biologiske forældre også selv om de lever usselt, måske endda er grænseoverskridende over for barnet og ikke kan bo sammen med det. Kun én gang på de 25 år har jeg tænkt om et barn, at det havde bedre af ikke at kende sine biologiske forældre,« siger hun.

»Jeg har været med til at finde en mor, der trak på Vesterbrogade og var narkoman, og en far, der boede på en bænk i en park. Men når de besøgte lille Louise i Skodsborg, så var de forældre, der elskede deres barn betingelsesløst. Faderen var beskidt og lugtede, ja. Men han var to meter høj og holdt hende i hånden, og det var det, hun huskede. Og så måske billedet af sin mormor, et smykkeskrin eller andet alt det identitetsudstyr, der også betyder alverden for os andre. Samtidig var forældrene taknemmelige for, at der blev sørget for deres datter, når de nu ikke selv kunne.«

Ifølge Charlotte Guldberg fortæller forslaget noget om vores tilgang til udsatte mennesker at vi tror, at vi bare kan rydde det, der er grimt og lugter, af vejen.

»Tag nu den ulykkelige historie i Roskilde, hvor et barn blev fjernet ved fødslen, fordi forældrene var udviklingshæmmede. Selvfølgelig kunne de ikke tage vare på barnet på sigt, men hvorfor skulle barn og forældre ikke lære hinanden at kende under beskyttede former? Forældrene ville jo aldrig gøre hende skade. Nej, der blev det professionelle system kulret,« siger hun.

Gravide vil gå i skjul
På Familieambulatoriet under Hvidovre Hospital kan overlæge May Olofsson godt acceptere tvangsadoptioner, men under ingen omstændigheder mens børnene er helt spæde.

»Hvis det bliver muligt, er jeg bange for, at de gravide misbrugere bare vil skjule sig i stedet for at komme i behandling. Og så står vi med børn, der har fået nogle skader i fostertilværelsen, eksempelvis alvorlige hjerneskader, som selv ikke den dygtigste adoptivfamilie kan rette op på,« siger May Olofsson, der flere gange har hørt gravide misbrugere overveje at føde i skjul for at undgå, at deres barn bliver fjernet lige efter fødslen.

»Det er vigtigt, at vi kan sige til de gravide, at hvis de passer deres behandling og ændrer deres livsstil, kan de have kontakt med deres barn. Det gør, at de fleste oprigtigt lægger sig i selen under graviditeten, og vi får nogle fysisk sunde børn ud af det.«

May Olofsson forestiller sig i stedet en norsk model, hvor barnet anbringes i en plejefamilie i to år og derefter bortadopteres til samme familie, hvis de biologiske forældre stadig ikke magter forældreskabet. Det er en åben adoption, og barnet får således tid til at lære begge familier at kende.

Ifølge May Olofsson ville den form for adoption kunne være aktuel i en håndfuld tilfælde hvert år i Københavns-området.