Eksperter: Tal dansk på universiteterne

Undervisning på dansk er truet på universiteterne. Engelsk er for dominerende, og det skal der rettes op på, konkluderer rapport fra regeringens sprogudvalg.

Det hedder "account manager" og ikke bogholder, når landets studerende terper. Engelsk fortrænger flere steder dansk på landets højere læreanstalter. Og det er farligt, konkluderer regeringens sprogudvalg i rapporten "Sprog til tiden", der offentliggøres mandag.

Udvalget vil derfor have mere dansksproget undervisning tilbage på universiteterne.

- I det øjeblik, du ikke længere taler sproget og ikke omtaler tingene på dansk, så vil især forskerne få svært ved at formidle deres viden på dansk, siger direktøren for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, der er medlem af regeringens sprogudvalg.

Sprogdirektøren mener, at universitetsloven skal ændres, så det bliver et krav at undervise i nogle fag på dansk også på højeste niveau.

En egentlig sproglov er der ikke behov for, fastslår både Kirchmeier-Andersen og sprogudvalget.

/ritzau/