Eksperter skal vurdere risiko for fugleinfluenza

Efter udbrud i Rumænien og Storbritannien stikker fugleinfluenzaen hovedet frem i Polen - og senest i Tyskland. Dermed øges risikoen for, at den når Danmark.

Den farlige variant af fugleinfluenza er igen tæt på Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Med et udbrud i en kyllingeflok på en gård nord for Berlin i Tyskland er den farlige fugleinfluenza igen betænkeligt tæt på Danmark.

Situationen vurderes at være så alvorlig, at veterinære eksperter mandag vil vurdere, om der er brug for forholdsregler for at hindre, at smitten spreder sig til Danmark.

»Vi holder et møde i vores ekspertgruppe for fugleinfluenza, der blandt andet omfatter ornitologer fra Danmarks Miljøundersøgelser, og vurderer situationen. Når vi ved lidt mere, vil vi tage stilling til, om vi hæver risikoniveauet,« siger chefkonsulent Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen.

Også EU ser alvorligt på fugleinfluenzasituationen. Her vurderer Den stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed situationen på et ekstraordinært møde onsdag.

/ritzau/