Eksperter maner til besindighed

Det er en ualmindelig alvorlig sag, når et ustabilt land med atomvåben bliver udsat for et attentat som det, der dræbte Pakistans oppositionsleder Benazir Bhutto i går. Men foreløbig tror to eksperter ikke på, at Pakistan er ved at bryde sammen, og at islamisterne overtager magten.

Drabet på Pakistans folkekære oppositionsleder Benazir Bhutto kan ironisk nok blive lige så stort et problem for islamisterne som for det spæde demokrati i landet. Det mener eksperter, der er mindre pessimistiske end udenrigsminister Per Stig Møller (K), der i går sagde, at situationen er »dødsensfarlig« for regionen og for hele verden - ikke mindst på grund af risikoen for, at islamistiske kræfter skal overtage det atombevæbnede land.

Seniorforsker og Pakistan-ekspert ved Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet Stig Toft Madsen forstår godt, at udenrigsministerens reaktion, men han tror ikke, at Pakistan er ved at bryde sammen.

»Skrækscenariet er, hvad der sker, hvis islamisterne får mere magt. Men det vil de kun få, hvis Pakistan bryder sammen, og sandsynligheden for, at det sker, er ikke så stor, for islamisterne består af mange små grupper,« siger Stig Toft Madsen.
Han anser det dog for tvingende nødvendigt, at valget bliver gennemført.

»Hvis valget bliver gennemført og går godt, vil det stabilisere demokratiet. Men bliver det aflyst, så vil befolkningen være både vrede på Musharraf, fordi han ikke har kunnet holde et valg, og de vil være vrede på dem, de holder ansvarlige for at have myrdet hende,« siger han og understreger, at han tror på, at der bliver et valg.
»Selvom det er håbet om demokratiet, der bliver slukket med Bhuttos død, så er det også den eneste vej frem. For gennemfører de ikke valget, skal de regere på et meget svagt grundlag,« siger han.

Også pakistaneksperten Jørgen Dige Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundsskab på Aarhus Universitet, har svært ved at forestille sig, at hele regionen bliver destabiliseret.

»Det her er meget alvorligt, men det er stadig et pakistansk problem. Det kan få indflydelse i kampen mod de islamistiske grupper på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. De vil se det som en stor sejr, at een af deres modstandere er blevet dræbt,« siger Jørgen Dige Pedersen. Men det kan også vende sig imod dem, understreger han.

»Det svækker militæret, at det ikke kunne beskytte Benazir Bhutto, men på den anden side kan attentatet bruges som argument for at tager hårdere fat overfor islamisterne. Den afgørende institution i Pakistan er stadig militæret,« siger Jørgen Dige Pedersen.