Poker, alkohol, kokain. Afhængighed kan antage mange former, og nu er en ny afhængighed tilføjet på listen: computerspil.

I sidste uge offentliggjorde WHO, at »gaming disorder« bliver en del af verdenssundhedsorganisationens diagnosehåndbog.

Ifølge Christian Mogensen, der er foredragsholder og projektleder hos Center for Digital Pædagogik, risikerer diagnosen imidlertid at gøre livet endnu sværere for en i forvejen udsat gruppe. For computerspillene udgør i højere grad et symptom end selve problemet, mener Christian Mogensen.

»Faren er, at man trækker tæppet væk under nogle mennesker, der gennem spillene prøver at lappe noget i deres liv. Vi diagnosticerer deres medicin, og det er den forkerte vej at gå,« siger han.

Christian Mogensen har stået i spidsen for et projekt i Aarhus Kommune, som skal hjælpe unge, der spiller så meget computer, at det går ud over deres skolegang og sociale liv. I dette projekt er det tilgangen, at computerspillenes positive effekter skal forbedre drengenes »offlineliv«.

Mads Thor Jensen, som har spillet computer, så længe han kan huske.

»Spillene er en form for flugt fra den normale verden. Jeg kan være park manager, kriger eller redde universet. Det kan jeg ikke i den almindelige verden.«

---

»De foreninger, hvor unge spiller computer, er jo ikke crackhuse. Det er klubber, hvor tredje halvleg, hvor man menneskeliggør computerspillet, er mindst lige så vigtig som selve spillet,« siger Christian Mogensen.

»Mange voksne ser unge, der taler ind i en skærm, men de taler jo med nogen. Man er sjældent alene, når man spiller computerspil. Jeg har mødt unge, der ikke har været uden for en dør i flere år, men vi kan få dem til at møde op, fordi det 'bare er Counter-Strike',« siger Christian Mogensen.

Spil som flugt

18-årige Mads Thor Jensen er en del af projektet. Et af hans første spilminder er, da faderen kom hjem med »Call of Duty«. Den dengang tiårige Mads Thor Jensen satte CD-rommen i computeren, begyndte at spille og elskede det øjeblikkeligt.

»Spillene har gjort mig interesseret i meget andet: historie, mytologi, sprog. Jeg lærte at tale engelsk, fordi jeg spillede, og da jeg begyndte i skole, kunne jeg en del ord. Det har også lært mig at tale med andre, for jeg har været lidt genert,« fortæller han.

Mads Thor Jensen blev en del af projektet, fordi han var skoletræt og sjældent kom til timerne i 9. klasse. Det sociale var heller ikke nemt, men gennem computerspillene var han nødt til at tale med andre for at få spillet til at fungere. I dag er han halvvejs gennem en ungdomsuddannelse, men tænder stadig computeren for at spille, når han kommer hjem.

»Spillene er en form for flugt fra den normale verden. Jeg kan være park manager, kriger, eller jeg kan redde universet. Det kan jeg ikke i den almindelige verden,« siger Mads Thor Jensen.

Diagnose gør behandling lettere

David Madsen er leder af Dabeco, Dansk Behandling for Computer- og Onlineafhængighed. Han mener, at diagnosen kan gøre det nemmere at behandle dem, der bruger for meget tid på computerspillene.

»Det er ikke for tidligt. Det er snarere på tide, at man anerkender, at dette er behandlingskrævende,« siger David Madsen.

Hans klienter er oftest unge mænd i alderen fra 18 til 25 år, og en stor del af behandlingen er individuelle samtaler og gruppeforløb, hvor de forholder sig til, hvem de gerne vil være, og hvilket liv de gerne vil leve. Uden for spiluniverserne.

»Computerspillet i sig selv er ikke det onde. Men det bliver et problem, når det stiller sig i vejen for offlinelivet. Mange af disse unge, vi har i behandling, har ingen motivation eller engagement i det virkelige liv,« siger David Madsen.

Christian Mogensen, foredragsholder og projektleder hos Center for Digital Pædagogik

»Faren er, at man trækker tæppet væk under nogle mennesker, der prøver at lappe noget i deres liv gennem spillene. «

---

En anden, der er kritisk over for den nye diagnose, er spilforsker hos Center for Computer Games Research Rune Nielsen. For ham at se, er det et væsentligt problem, at der ikke foreligger særligt meget forskning på computerspilsområdet.

»Man skal have grundige undersøgelser, før man kan sige, at det er spillene, der er årsag til problemerne. Det er ærgerligt, at forældre skal bekymre sig unødigt om computerspillende børn, og det at spille computerspil skal ikke sidestilles med at tage heroin,« siger Rune Nielsen.

Forældre bør forsøge at forstå

En rapport fra 2017 viser, at 96 procent af danske teenagedrenge spiller computerspil, og at 49 procent af dem spiller hver dag.

David Madsen, Rune Nielsen og Christian Mogensen er enige om, at man som forælder bør forstå børn, der spiller. Gik de til fodbold hver dag, ville forældrene engagere sig i klubben, i de andre på holdet og i sporten. Dette bør man forsøge at overføre til computerspillene, lyder det.

Mads Thor Jensen mener, det er fint, at computerspilafhængighed kommer på diagnoselisten.

»Det er okay, for det kan tage overhånd. Det er en balance, og går det ud over skolen, så er det nok en afhængighed. Men man skal passe på ikke at diagnosticere en hobby,« siger han.

I næste uge har Mads Thor Jensen sin sidste gang i projektet, som han har været en del af et par gange om ugen de seneste tre år. For ham har gaminggruppen været en succes.

»Jeg er blevet mere social og meget bedre til at komme ud af huset. Og så har jeg fået en masse venner. Det er folk, jeg ser i det virkelige liv, men vi spiller også sammen – begge dele tror jeg, vi bliver ved med,« siger han.