Eksperter: Derfor er københavnere allerede tilbage ved normalen

For få måneder siden troede nogle, at verden var uigenkaldeligt forandret, og den hverdag, vi kendte, næppe ville vende tilbage. Men nu er det efterhånden ikke til at sparke sig frem for højt humør og samvær i Københavns gader og stræder, hvor alt tilsyneladende er ved det gamle.

Bade- og solgæster nyder sommervejret ved Nordhavn mandag den 1. juni 2020. Vær opmærksom på, at billedet er optaget med et teleobjektiv, og afstanden mellem personer på billedet derfor kan opfattes mindre, end den reelt er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Så gik den ikke længere. Menneskemængderne i København er endnu engang blevet så massive, at politiet igen har tyet til regulært opholdsforbud. Denne gang i dele af Nordhavn. Det er en naturlig konsekvens af det, som de fleste har kunnet observere i København.

Selv uden turister er der mennesker overalt i en grad, så det næsten ligner en demonstrativt trodsig, overivrig insisteren på liv og glade dage efter måneder med begrænset frihed.

Uanset om folk står i kø til Noma, kører med Metro, bader i havnen, drikker hvidvin på kirkegårdene eller slapper af på overfyldte bænke i Kødbyen, så er afstanden reduceret til en bagatel. Det sker, kun få måneder efter Mette Frederiksen så på os med det der blik, og som mange andre talte om en ny virkelighed, et før- og efter-øjeblik, en uigenkaldelig forandring af hverdagen og tilværelsen.

Nu ser det ud til, at en hel del agerer, som om intet var hændt, og alt er ved det gamle.

»I det store hele er det som forventet. Når solen kommer frem, så vælter folk ud af døren,« siger Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker ved RUC.

Han forstår, hvorfor nogle troede, alt var forandret, da det så sortest ud, men har hele tiden forventet, at vi ville vende tilbage til vores gamle adfærd, i takt med at situationen blev normaliseret.

»Når nogle talte om, at alt er forandret, og normalen aldrig vender tilbage, er det, fordi vi taler ud fra den situation, vi står i. Men det, der er med vores adfærd, er, at den ikke er tilfældig. Det er ikke bare som en vane, man kan bryde. Vi tilpasser os situationen, som når samfundet er lukket ned, man ikke må være sammen og ikke kan komme på arbejde, men når situationen bliver normaliseret, bliver vores adfærd det også,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Formand for Rådet for Bedre Hygiejne, professor ved Københavns Universitet Anders Miki Bojesen, vurderer også, at folk ikke bare slækker på afstanden men også på hygiejnen.

»Jeg tror, at nogle er begyndt at slække på hygiejnen. Blandt de unge er der ikke meget tilbage af det fokus, der var tidligere. Andre følger nok snart efter. Det når ikke at blive en vane i løbet af så kort en periode. Hvis vi havde haft 10.000 døde, så ville det nok have set anderledes ud.«

Uklar norm

Professor i statskundskab på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen har holdt øje med danskeres adfærd gennem hele coronakrisen, og i lighed med enhver, der bevæger sig i det offentlige rum, er han ikke bange for at fastslå, at »der bliver holdt mindre afstand«. Men hans data viser også, at de fleste, hvis man spørger dem, stadig forsøger at følge anvisningerne, men oplever, at det skrider for andre.

»Lige nu ser vi et clash mellem folks oplevelse af egen adfærd og af andres adfærd. Pointen er, at alle tænker det samme. Jeg tror, det skyldes, at når man åbner op, vil man pr. automatik bevæge sig mere rundt, og selv om man stadig er opmærksom på at holde afstand, kan det se ud, som om man har sluppet tøjlerne. Men når vi spørger folk, siger de, at de forsøger at opretholde afstanden,« siger Michael Bang Petersen.

Med tanke på at det ikke i første omgang endte som frygtet, og at smitten har huseret relativt mildt i Danmark, er han egentlig overrasket over, at det ikke er gået værre med at holde afstand. Normalt aftager viljen til at holde afstand i takt med bekymringen.

»Det ser ud, som om opmærksomheden på at holde afstand falder langsommere end bekymringen for at blive smittet. Det er modsat af andre epidemier. Når bekymringen er reduceret, bliver det til et moralsk spørgsmål, om man holder afstand,« siger Michael Bang Petersen.

Undervejs har myndighederne også mudret overenskomsten om afstand ved pludselig at reducere kravet fra to til en meter. Derfor er der ikke længere en klar norm for, hvordan vi skal agere med hinanden, siger Michael Bang Petersen.

»Jeg tror, at folk forsøger at tage hensyn ved at opretholde normen og aflæse, om det er vigtigt for den anden at holde en meters afstand, to meters afstand eller at give et knus. På den måde står man hele tiden og korrigerer for hinandens bevægelser ved at tage et skridt bagud eller til siden. Det er helt små mikroadfærdsreguleringer, som det kan være svært at se udefra, hvilket kan være forklaringen på, at mange har en opfattelse af, at det skrider for alle andre,« siger han.

Endelig er der også klynger af mennesker, der simpelthen ikke ønsker at holde afstand.

»Hvis man sidder tæt sammen, vil nogle måske tage det som signal for, at man ikke bekymrer sig for fællesskabet, men det, man måske ønsker at signalere, er, at man synes, det har været en overreaktion, og at friheden er vigtigere,« siger Michael Bang Petersen.

Han vurderer, at vores mentale kriseberedskab er så stærkt, at vi relativt hurtigt vil kunne skrue op igen, hvis myndighederne vurderer, at situationen er på vej ud af kontrol.