Eksperter: Bestyrelsen på Herlufsholm bærer ansvaret for den hårde kultur

Herlufsholms bestyrelse fyrede skolens rektor, men ansvaret for skolens kultur er deres. Bestyrelsen var blevet stillet til ansvar, hvis den havde en normal struktur, men den særegne og selvsupplerende konstruktion har hidtil reddet den fra konsekvenser, siger eksperter.

En elev med uniform og en elev, som er præfekt, fotograferet på Herlufsholm Skole og Gods i Næstved. Skolen har for nylig fyret rektoren, men eksperter peger på, at bestyrelsen har ansvaret for den usunde kultur, der er åbenbaret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en tidligere version af denne artikel stod der i sidste linje, at Herlufsholm er underlagt skærpet tilsyn. Herlufsholm er imidlertid kun underlagt almindeligt tilsyn. Berlingske beklager.

Det siges, at trapper skal vaskes oppefra, men det er tilsyneladende ikke tilfældet på Herlufsholm Kostskole.

I hvert fald var det rektor Mikkel Kjellberg, der måtte forlade godset ved Næstved, mens sagen om vold og krænkelser mod elever gennem en årrække endnu ikke har haft konsekvenser for bestyrelsen.

Bestyrelsesmedlem Noemi Katznelson har godt nok forladt den sluttede kreds, efter at TV 2-dokumentaren »Herlufsholms hemmeligheder« blev sendt, men det gjorde hun af egen vilje.

Det skete, fordi hun »ikke er den rette til at være drivende i en institutionel forandringsproces af det omfang og af den karakter, som skolen står overfor«, som hun sagde.

Berlingske har talt med en række eksperter i bestyrelsesarbejde, og de peger på, at Herlufsholms bestyrelse har ansvaret for, at elever ikke lider under skolens kultur.

Jesper Olsen, der er formand for organisationen Transparency International – en organisation, der arbejder for at bekæmpe korruption og bestikkelse – kritiserer, at Herlufsholms bestyrelse er blevet siddende.

»Trapper skal vaskes oppefra. Det er et afgørende princip i bestyrelsesarbejde, og det er blevet forsømt her. Det ligner, at man prøver at tørre ansvaret af lavere i organisationen,« siger han med henvisning til, at rektor Mikkel Kjellberg blev fyret for forhold, bestyrelsen kendte til.

Også advokat Jackie Phillip, der er direktør på bestyrelsesuddannelsen Board Institute, peger på, at det er krænkerne, der har det første ansvar, »men skolens overordnede ansvar er placeret hos bestyrelsen«.

Ole Borch fra advokatfirmaet Borch & Elverdam siger, at bestyrelsen har et ansvar for til enhver tid at vurdere og slå hårdt ned på en usund kultur.

»Der er en talemåde, der tilskrives Peter Drucker og som lyder ‘Culture eats Strategy for Breakfast’. Enhver bestyrelse skal til enhver tid forholde sig til, hvilken kultur der regerer i virksomheden eller skolen, eller hvor man nu sidder. Er noget forkert, så er en strategi omkring ændring ikke nok. Der skal eksekveres, og det skal i eksekveringen lægges til grund, at det er svært at ændre en kultur,« siger han.

Ansvaret tørres nedad

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan det var bestyrelsesformand Torben von Lowzow selv, der korresponderede med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under det igangværende tilsyn.

Styrelsen kritiserede i den forbindelse blandt andet, at den ikke var fuldt informeret om en sag om vold og krænkelser mod en af skolens elever.

Ifølge Transparency Internationals Jesper Olsen ligger der større fejl bag, når der opstår en lang række sager om krænkelser og vold, som det er tilfældet på Herlufsholm.

»Bag de menneskelige fejl ligger der næsten altid en systemfejl. I sagen Herlufsholm kan man stille spørgsmålet, om ikke det starter ved bestyrelsen. Det bør være det væsentligste spørgsmål at få afdækket i den advokatundersøgelse, der er sat i gang,« siger han.

Advokatundersøgelsen blev iværksat af Herlufsholm, efter at TV 2s dokumentar »Herlufsholms hemmeligheder« løb over skærmen i begyndelsen af maj.

En særlig bestyrelse

Herlufsholms bestyrelse er en særlig ordning. Den består primært af tidligere herlovianere og forældre til børn på skolen. Fem ud af syv bestyrelsesmedlemmer har en tilknytning til skolen.

En del af bestyrelsen er såkaldt selvsupplerende. To medlemmer skal nemlig være såkaldt gammelherlovianere og vælges af bestyrelsen selv i samråd med Herlovianersamfundet – en samling af tidligere elever.

I skolens fundats kan man læse, at formanden for bestyrelsen, der også bærer titlen forstander, »fortrinsvis skal være ‘gammelherlovianer’«.

Det er siden 2019 erhvervsmand, godsejer og gammelherlovianer Torben von Lowzow, der har bestridt det ærefulde hverv.

Han »indsættes og fritages af hvervet af Kongen«, står der i den seneste udgave af fundatsen, der er underskrevet af både dronning Margrethe og tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S).

Formanden kan kun væltes, hvis mindst fem medlemmer af bestyrelsen finder ham »uskikket til at varetage hvervet« eller mener, at han har begået »alvorlige fejl og forsømmelser«.

Altså skal hele den resterende bestyrelse samt mindst en af de to gammelherlovianere have et ønske om at vælte formanden.

Ifølge advokat Jackie Phillip har bestyrelsen en utidssvarende konstruktion.

»Man kan rejse spørgsmålet, om bestyrelsens fundats er tidssvarende. At bestyrelsen eksempelvis er selvsupplerende, er ikke noget, man normalt ser – slet ikke i en stor og forskelligartet virksomhed med ansvar for børn og unge, som Herlufsholm Skole og Gods er. Desuden ser vi en hel del passivitet fra bestyrelsens side, og det var aldrig gået, hvis det var aktionærer, der valgte bestyrelsen,« siger han.

Bestyrelsesformand: Jeg fortsætter

Berlingske har bedt bestyrelsesformand Torben von Lowzow om et interview, men han har ikke ønsket at stille op. Han har dog sendt en skriftlig kommentar, som lyder.

»Bestyrelsens viden og handlinger for så vidt krænkende adfærd vil nærmere blive belyst og vurderet i den kommende uvildige advokatundersøgelse. Herlufsholms bestyrelse har bedt mig fortsætte som formand, og vi vil i denne tid have fokus på at sikre skolens drift med afvikling af skoleåret for vores 600 elever samt opstart af det nye skoleår efter sommerferien.«

Herlufsholm er underlagt et tilsyn, der ventes afsluttet inden for de kommende måneder.