Eksperter bakker op om lempelse af mundbindskravet

Ifølge ny politisk aftale skal mundbindskravet udfases fra juni med henblik på at være sløjfet, når alle over 16 år er vaccineret. Berlingske har spurgt to eksperter, om lempelsen af kravet om at bære mundbind er fornuftigt.

 
Genåbningen af Danmark er i gang. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Natten til tirsdag indgik alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige en genåbningsaftale.

Partierne har aftalt, at udfasning af mundbind og coronapas skal indledes i begyndelsen af juni, hvor man også vil vedtage en mere præcis udfasningsplan. Aftalen »bygger på en forudsætning« om, at når først alle over 16 år er færdigvaccineret – hvilket ventes at ske i august, såfremt den nuværende plan holder – skal mundbindskravet sløjfes.

I forhold til coronapasset har partierne også aftalt at indføre en udfasningsplan gældende fra juni. Først i august vil partierne dog aftale, »hvilke konsekvenser det skal have for coronapasset, at alle borgere, der ønsker det, er færdigvaccinerede«.

Du kan få overblikket over den politiske aftale her.

Berlingske har spurgt to eksperter om planen.

Er planen fornuftig eller for forsigtig, når det kommer til at lempe mundbindskravet?

»Planen giver god mening. Måske er den til den forsigtige side,« siger Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital og lektor i folkesundhed ved Aarhus Universitet.

»Effekten af mundbind afhænger af antallet af smittede. Nu har vi et moderat højt smittetal, så det giver mening, men kommer vi meget langt ned, som vi gjorde sidste sommer, vil effekten af mundbind også være meget mindre,« siger Christian Wejse.

Ny aftale om lempelse af mundbindskravet falder nogenlunde i tråd med, hvad to eksperter, som Berlignske har talt med, finder fornuftigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er helt enig med politikerne i, at mundbindet »naturligvis« skal væk, når alle borgere på 16 år eller ældre er blevet vaccineret. Han dog advarer mod at slække for meget på mundbindskravet, når man samtidig har foretaget en »bred« genåbning.

»Man har genåbnet mere og hurtigere, end jeg ville have gjort – vi har åbnet det bredeste af, hvad man kan forsvare. Hvis man samtidig slækker for meget på mundbindskrav og andre krav, går det galt. For at kunne genåbne forudsætter det, at befolkningen opfører sig fornuftigt med afstand og benytter mundbind. Det bekymrer mig lidt, at politikerne laver om på alt på en gang. Man har endnu ikke set konsekvenserne af den seneste genåbning, før de piller ved de øvrige krav. Og med den måde, lempelserne bliver italesat på, risikerer man, at folk mister respekten for kravene,« siger Hans Jørn Kolmos.

I den kommende udfasningsplan er det logisk først at lempe mundbindskravet de steder, hvor det er mindst nødvendigt, og det er ifølge Kolmos i forretninger og supermarkeder, hvor man er kort tid sammen, mens kravet sidst bør hæves i fly, tog og andre transportmidler, hvor man er sammen i længere tid.

Sidste sommer gik danskerne ikke med mundbind, så hvorfor skal vi gøre det i år, hvor vi endda har vacciner?

»Vi skal smide mundbindet, så snart vi kan, men vi kan ikke helt sammenligne med sidste år. Det skyldes, at vi nu har den engelske og mere smitsomme variant samt andre varianter,« siger Hans Jørn Kolmos.

Tror du ikke, at den positive effekt ved vaccinerne vil være større end den negative effekt, som mere smitsomme varianter vil have?

»Det ved vi fortsat ikke nok om. Udviklingen i smittetallene vil vise det, og det er dem, vi skal lade os vejlede af, når vi planlægger lempelser af mundbindskravene,« siger Hans Jørn Kolmos.

I USA er det besluttet, at personer, der er fuldt vaccineret, hvilket vil sige to uger efter andet stik, må smide mundbindet. Ville det være forsvarligt, at man gjorde det samme herhjemme?

»Jeg mener ikke, at det ville gå. Hvis unge ser ældre vaccinerede uden mundbind, vil de selv begynde at gå uden mundbind. De ældre er nødt til at være solidariske med de unge – ellers virker det ikke,« siger Hans Jørn Kolmos.

Christian Wejse kunne godt forestille sig, at der kom en debat om, hvorvidt vaccinerede skal undtages fra mundbindskravet.

»Vi har haft en regel om, at såfremt man af forskellige årsager ikke kan tåle at gå med mundbind, kunne man blive fritaget, og det har vist fungeret ret fint. Men skal en million danskere ikke længere gå med mundbind, mens andre skal, ville det blive svært at håndhæve. Det ville de facto være en ophævelse af mundbindskravet,« siger Christian Wejse.

Rent sundhedsfagligt er effekten af, at vaccinerede bærer mundbind, efter alt at dømme »utroligt lille«, vurderer Christian Wejse. Han medgiver, at grunden til, at han ikke mener, at vaccinerede skal kunne smide mundbindet, i højere grad er sociologisk betinget og mere handler om opførsel end om noget rent sundhedsfagligt.

Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, har ifølge TV 2 udtalt følgende efter indgåelsen af den politiske aftale:

»Når vi ikke bare kan trykke helt på speederen, er det for at tage hensyn til dem, der endnu ikke er vaccineret. Det gælder især de 40-55-årige. Der er to til fire procent i den gruppe, der bliver indlagt, og flere har problemer med langtidskomplikationer.«

Christian Wejse mener, at Ullums melding giver god mening, fordi risikoen for alvorlige sygdomsforløb er betydelig – også for 40-årige:

»Man kan selvfølgelig sige, at de har meget mindre risiko end de ældre aldersgrupper, og man kan spørge, om man virkelig behøver at tage hensyn til dem. Men vi har også nogle med meget alvorlige forløb i 40erne hos os på Aarhus Universitetshospital. Det kan koste livet for raske 45-årige,« siger Christian Wejse.

»Der er dog en anden gruppe, vi skal fokusere mere på, og det er dem med svagt immunforsvar – eksempelvis kræftpatienter. Mange af dem er godt dækket, men data har vist, at en tredjedel af kræftpatienterne ikke er godt dækket trods vaccine. Derfor er vi stadig ikke et sted, hvor vi kan sætte fuld skrue på.«