Eksperter: Adoptioner skal være mere åbne i fremtiden

I fremtiden skal det være lettere for adopterede at finde deres rødder. Det mener flere eksperter. Men større åbenhed kan også have konsekvenser.

Anders Riel Müller er adopteret fra Sydkorea og har i hele sin ungdom troet, han var forældreløs. Det, fandt han ud af, var en løgn, da han begyndte at søge efter sin historie. Han mener, der skal være større åbenhed i adoptioner, så barnets dokumenter kan følge den adopterede hele livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

Det er svært at finde sine rødder, når de bliver kappet af med lukkede døre. Men for mange adopterede er det vigtigt at vide, hvor man kommer fra, hvorfor man er blevet bortadopteret, og hvem der fødte en. Det er bare ikke altid lige til at få svar på.

Adoptioner er nemlig som udgangspunkt lukkede, som det er nu. Det betyder, det er svært for den adopterede at finde ud af, hvad der skete i de tidlige år, siger Anders Riel Müller, en af grundlæggerne af Adoptionspolitisk Forum og ph.d. studerende ved Roskilde Universitet.

»Adgang til information skal være nemmere for den adopterede, og der skal etableres systemer som understøtter den adopterede i at opretholde kontakt eller søge efter biologisk familie. Ikke alle adopterede ønsker at vide mere om deres historie og baggrund, men systemet skal etableres, så det er nemmere for dem, som ønsker det,« siger han.

Han mener, en adoption som udgangspunkt skal være åben medmindre noget helt særligt taler imod. Altså det stik modsatte af i dag. Han er selv adopteret fra Sydkorea og ledte i 12 år efter sin biologiske familie. I hans papirer stod der, han var forældreløs. Det fandt han ud af, var en løgn.

Dokumenter fra før børn bliver frigivet til adoption kan nemlig kun vanskeligt efterprøves, og derfor kan de indeholde forfalskede oplysninger. Det kan gøre det sværere for den adopterede at finde ud af sin historie, og finde ud af, hvor fejlen stammer fra, da ingen kan give dem svaret.

»Det skal sikres at al information mulig er til rådighed før adoptionen godkendes, og at den adopterede har adgang til dokumentation fra såvel afgiverlande som modtagerland. Dokumentation skal følge barnet,« siger han.

»Men sådan som systemet er i dag, er det kun de mest ressourcestærke, specielt økonomisk, der kan søge efter sin biologiske familie og vedligeholde en form for kontakt, hvis de finder sammen.«

Mangel på støtte når børnene bliver nysgerrige
Adoptionspolitisk Forum mener nemlig, at der er mangel på støtte fra danske organisationer og myndigheder til at opspore det biologiske ophav. Det betyder, den adopterede selv skal gøre alt fodarbejdet og have pengene til det.

»Man skal selv have psykisk overskud til at tage den emotionelle rejse det er, at finde sin historie. Ingen hjælper dig. Alle ressourcerne går til det, adoptivforældrene ser som de nødvendige services primært i børnenes første år. Men når du kommer længere op i årene og bliver nysgerrig på din baggrund, er der ingen ressourcer afsat hverken økonomisk eller institutionelt,« siger Anders Riel Müller og tilføjer:

»Hvorfor ser man ikke det at være adopteret som et livsvarigt forløb?«

Adoptionsforsker Merete Laubjerg er enig. Der mangler en balance i støtten udstedt til adoption.

»Det er et kæmpe hul i et menneskes liv ikke at vide, hvor man kommer fra. Adopterede skal være meget robuste for at kunne klare det at være adopteret. Men vi støtter især adoptivforældrene. De har pengene og magten over adoption i Danmark,« siger hun.

»Vi bruger en masse penge på at hjælpe de danske adoptivforældre til at kontakte barnet og så videre, men ikke en krone på at forbedre barnet på, at det skal væk fra sit hjemland for altid,« siger hun.

Åbenhed kan skabe konflikter
Men om adoptioner skal være mere åbne er svært at sætte op sort på hvidt, siger Jens Damkjær, formand i foreningen Adoption & Samfund, som repræsenterer over 3000 danske adoptivfamilier.

»Det er et spændende spørgsmål. Det er vigtigt for ethvert menneske på jorden, at man er i stand til at fortælle en fuld identitetsfortælling om sig selv. Det indebærer, hvor man er født, hvem der fødte en, og hvordan man er vokset op den første tid,« siger han.

»I Adoption & Samfund synes vi, det er alle menneskers ret at kunne fortælle hele historien om sig selv. Derfor ville det være en fin ting, at adoptioner i fremtiden bliver mere åbne i den forstand, at er der forældre som er i live, er det også fint at de ved, hvor deres børn er landet, og hvem der har adopteret dem.« 

Men hvor stor åbenheden skal være, er lidt sværere at svare på, siger Jens Damkjær.

»Hvis adoptioner bliver meget åbne, er der en klar risiko for, at adoptivbørn kan komme i en statsmæssig konflikt, hvor det bliver sværere for børnene at tilknytte sig,« siger han.

Han mener derfor, der skal være en vurdering af de enkelte sager, af hvad der er mest fornuftigt i forhold til barnet.

Også adoptionsforsker Jacob Ki Nielsen synes, der som udgangspunkt skal være mere åbenhed i adoptioner, men ikke uden forbehold.

»Jeg mener, åbne adoptioner er en mulighed, men udover der utvivlsomt er en masse skam hos afgiverforældrene, så tænker jeg, at barnet kommer til at stå mellem to meget forskellige sæt forældre. Et sæt fattige og et sæt der er mere velhavende. Det kan sætte barnet i en klemme,« siger han.

»Men det er vigtigt, der bliver større adgang til information. Især for den adopterede. Men etisk kan man ikke tvinge nogen, her de biologiske forældre og de adopterede, til at have et forhold. Det er en sondring at få information og søge kontakten til retten til at have et forhold. Men adgang til information er en grundpræmis.«