Ekspert: Koalition mod Islamisk Stat kan øge faren i Danmark

Ifølge international terrorekspert kan det potentielt øge truslen mod Danmark, at vi er gået med i inderkredsen af lande, der skal forsøge at stoppe Islamisk Stats fremmarch i Nordirak.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Danmark har sagt ja til at være med til at bekæmpe den ekstreme islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS), kan det potentielt øge risikoen for terror herhjemme.

Det påpeger den internationale terrorekspert Lorenzo Vidino, som har forsket i islamisme og politiske vold, over for Ekstra Bladet.

Adspurgt om USA og Europa kan blive mål for direkte angreb fra Islamisk Stat, svarer han:

»Det er meget svært at forudsige. Dette handler ikke om matematik. Men en aktion udløser en modreaktion,« siger han og uddyber:

»Det er rimeligt at antage, at lande, der blander sig direkte i islamisternes dagsorden, bliver et mere sandsynligt mål. Jeg tror, det øger risikoen for et hævnangreb. Det er en ubehagelig realitet, men ikke det samme som, at det vil ske,« siger han.

Ifølge Lorenzo Vidino har IS både aktive medlemmer og sympatisører i Europa, herunder i Danmark.

Danmark er sammen med otte andre NATO-lande blevet inviteret af USAs udenrigsminister, John Kerry, til at være en del af en »kernekoalition« mod Islamisk Stat i Irak.

En dansk ministerdelegation med Helle Thorning-Schmidt (S), Martin Lidegaard (R) og Nicolai Wammen (S) har ved et NATO-topmøde i Wales sagt ja til at gå med i alliancen, hvor Danmark ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard blandt andet skal bidrage med efterretninger, som kan stoppe pengestrømmen til IS.

Det ligger ikke i kortene, at Danmark skal sende soldater eller fly i kamp i det nordlige Irak. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

»Men omvendt vil jeg ikke afvise, at det kan komme på tale. Situationen i Irak udvikler sig hele tiden, men den amerikanske melding har indtil nu været, at det, der var brug for, er det, vi leverer nu. Det vil afhænge af, hvad USA beder os om, hvad situationen på landjorden er, og hvad grundlaget for en sådan operation er. Lige nu er det ikke aktuelt,« sagde udenrigsministeren under topmødet i Wales.

USA har foreløbigt udelukket at sætte soldater på jorden:

»Vi er nødt til at angribe dem (IS, red.) på måder, som forhindrer dem i at overtage nye områder samt at styrke de irakiske sikkerhedsstyrker og andre i regionen, som er parate til at gå imod dem (IS, red.), dog uden at vi selv indsætter tropper,« sagde John Kerry ifølge Reuters fredag.