Ekspert: Kamp mod opium er spildte kræfter

Kampen mod opiumsdyrkning i Afghanistan kræver flere soldater og flere penge, hvis det skal give mening, siger dansk ekspert.

- Det er spild af tid og kræfter, som sagerne står i dag.

Så klar er lektor i international politik Peter Viggo Jakobsen i spørgsmålet, om danske soldater skal deltage aktivt i kampen mod dyrkning af opium i Helmand-provinsen.

- Man er nødt til at sørge for, at de afghanske bønder får et andet livsgrundlag, og man er nødt til at garantere deres sikkerhed, så de ikke bliver ramt af Talibans trusler og hævn. Det kræver penge og soldater i et omfang, som NATO og det internationale samfund slet ikke leverer i dag, siger han.

Et sted kan soldaterne dog ifølge Peter Viggo Jakobsen sætte ind i kampen mod narkotikaen:

- Man kan gå mere målrettet efter narkolaboratorierne, men det vil kræve små, specialtrænede enheder og er nok ikke noget for Danmark.

Opiumproduktionen er en vigtig indtægtskilde for Taliban og lokale krigsherrer i Afghanistan og finansierer i vid udstrækning deres militære kampagner.

/ritzau/