Ekspert: Ingen udsigt til færre skilsmisser

Ifølge en ægteskabsforsker er det høje antal fraskilte et incitament i sig selv til at blive skilt.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om skilsmissetallet faldt sidste år, skal vi ikke regne med, at ægteskaberne nu er begyndt at holde bedre. Det høje niveau for skilsmisser er kommet for at blive og det er selvforstærkende.

Det mener økonom Michael Svarer fra Århus Universitet, som er ekspert i parforhold og ægteskab set gennem statistiske og økonomiske briller. Michael Svarer har bl.a. forsket i forskellen mellem par, der bliver skilt, og par, der bliver sammen, og han tror ikke på, at der generelt er udsigt til mere holdbare ægteskaber i fremtiden.

At skilsmissetallet faldt sidste år er formentlig blot en statistisk tilfældighed, mener Michael Svarer.

»Økonomisk set bliver man skilt, hvis værdien af det er højere end værdien af at blive i ægteskabet. Og en af værdierne ved at bryde ud er, at man kan starte et bedre parforhold, finde en bedre partner. Derfor spiller det ind på beslutningen, at der også er andre, der bliver skilt. Der skal jo være nogen på markedet at matche med,« siger Michael Svarer.

Mener du virkelig, at det betyder noget for antallet af skilsmisser?

»Ja, for hvis jeg bliver skilt, øger jeg værdien af at blive skilt for andre, fordi de så kan matche med mig,« siger Michael Svarer.

Ud over det større udbud af enlige kan han ikke se, at noget skulle have ændret sig så meget de sidste år, at det ville få skilsmisseraten til at forrykke sig grundlæggende.

»Niveauet for skilsmisser steg kraftigt i slutningen af 60erne og har ligget på samme høje niveau siden 80erne. Det hænger sammen med, at skilsmisse blev socialt acceptabel, og at kvinderne blev mindre økonomisk afhængige af mændene.