Ekspert fraråder at lukke for russisk skibstrafik: »Sammenligneligt med en krigserklæring«

Ukraine opfordrer det internationale samfund til at isolere Rusland med alle midler og har bedt Tyrkiet om at overveje at lukke Bosporusstrædet for russisk skibstrafik. Ekspert fraråder kraftigt, at Danmark på samme lukker Østersøen for russiske skibe.

 
For anden dag i træk er Ukraine under angreb. Få overblikket i denne video. Video: CNN, AP, Ritzau/Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den nuværende situation er det fornuftigt at tænke fremad. EU varsler »de hårdeste sanktioner nogensinde«, men efter dette? De næste træk kan få stor betydning for Danmarks rolle i konflikten, for vores lille kongerige har en unik strategisk position som proppen i Østersøen.

Opfordringen fra Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er imidlertid klar.

»Isoler Rusland fuldt ud og med alle midler, i alle formater,« skriver han på Twitter.

Og ifølge Reuters har den ukrainske ambassadør i Tyrkiet allerede bedt tyrkerne om at overveje muligheden for at lukke Bosporusstrædet, som forbinder Sortehavet med Middelhavet, for russisk skibstrafik.

På samme måde giver de danske farvande adgang til Nordsøen og fungerer derfor som Ruslands adgang til Atlanterhavet. Som forsvarsminister Morten Bødskov (S) sagde på torsdagens pressemøde:

»Danmark er nøglen til Østersøen. Vi står mellem øst og Vest, og vores placering forpligter og vores naboskab og vores NATO-alliance forpligter.«

At lukke Østersøen for russisk skibstrafik – på samme måde, som Ukraine har bedt Tyrkiet om at lukke Bosporusstrædet – ville være en meget dårlig idé, mener Anders Puck Nielsen, som er militær forsker ved Center for Maritime Operationer under Forsvarsakademiet.

Det er der flere grunde til.

En krigserklæring

»Hvis vi gjorde det, ville det være sammenligneligt med en krigserklæring,« forklarer Anders Puck Nielsen.

Det ville være imod de internationale konventioner, som dækker de danske stræder og dermed i strid med folkeretten. Situationen er en anden, når Ukraine beder Tyrkiet om at overveje at lukke Bosporusstrædet.

»Det er en ren folkeretlig ting. Tyrkerne kan inden for folkeretten lukke for Bosporus, fordi der er noget, der hedder Montreaux-konventionen, og den giver Tyrkiet lov til at lukke strædet for krigsførende nationer,« forklarer Anders Puck Nielsen.

Folkeretten og sidestillingen med en krigserklæring i forhold til Rusland er dog ikke den eneste grund.

»Opgaven for NATO ville ikke handle om at lukke de danske stræder for Rusland. Opgaven, hvis det skulle komme dertil, ville handle om at holde farvandene åbne for amerikanerne, briterne og franskmændene, så de kan komme ind og undsætte de baltiske lande, såfremt der skulle komme krig der,« forklarer Anders Puck Nielsen.

Af samme grund kan Rusland have en interesse i at lukke de danske stræder.

»Og det kunne russerne godt gøre. De kunne minere de danske farvande. Det kan man gøre med ubåde, og det kan man gøre med skibe, der bare sejler rundt om natten og gør det eller man kunne kaste søminer ud fra fly,« konstaterer Anders Puck Nielsen.

Ingen ubåde

For at imødegå kommende trusler er det dermed forventelig, at Danmark fremover må holde godt øje med, hvad der foregår i farvandene. Spørgsmålet er så, hvor godt søværnet er rustet til opgaven. Danmark har fem fregatter, og de kan formentlig ikke løse opgaven alene.

»Det er, hvad vi har. Der er ingen tvivl om, at vi godt kunne have ønsket os, at vi også havde ti kystkorvetter og fem ubåde. Det havde været godt i situationen,« siger Anders Puck Nielsen:

»Men det har vi så ikke, og så synes jeg, at det vigtige budskab er, at de fregatter, vi har, til gengæld er ret gode. De er fuldt ud kapable til at løse den opgave, der er.«

Anders Puck Nielsen forklarer, at Danmark som NATO-medlemsland ikke behøver at have fartøjer og udstyr til at overvåge og patruljere egne farvande.

Danmark stiller fregatter til rådighed for NATO, som til gengæld kan sikre den nødvendige flåde til at tage sig overvågning og patruljering i Østersøen.