Ekspert: Der sker ikke flere flystyrt i dag end tidligere

Rent statistisk set er der ikke flere flyulykker i dag end tidligere. Faktisk tværtimod, siger en ekspert i luftfart. Der er dog forskel på risikoen alt efter, hvor i verden man rejser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

224 personer døde, da et russisk passagerfly styrtede ned i Egypten lørdag.

I marts styrtede en Germanwings-pilot bevidst et fly med 150 om bord ned i de franske alper.

Et Malaysian Airlines fly blev skudt ned over Ukraine i sommeren 2014 med 298 omkomne til følge.

Fire måneder forinden var et fly fra samme selskab sporløst forsvundet på sin vej fra Malaysia til Kina. De 239 personer om bord blev erklæret døde.

Rækken af fly-tragedier er efterhånden lang - alene hvis man ser på de seneste to år. Men selvom de fleste nok kan genkalde sig flere store og tragiske flystyrt, så er der ikke flere ulykker i dag, hvis man ser på flystatistikkerne.

Tværtimod var sidste år et af de mest sikre år overhovedet, når man ser på, hvor mange fly, der var på vingerne, i forhold til antallet af ulykker. Det fortæller flyekspert og tidligere lufthavnschef i Københavns Lufthavn, Hans Christian Stigaard.

»Hvis man ser bort fra de to fly fra Malaysian Airlines, som selvfølgelig var meget spektakulære ulykker og som kostede rigtig mange menneskeliv, så var 2014 trods alt det mest sikre år i flyvningens historie nogensinde,« siger han og drager den mere generelle konklusion for flysikkerheden:

»Rent statistisk er der ikke sket flere ulykker, men det virker som om, at fordi de har været dramatiske dem, der har været, så trækker de også større overskrifter,« siger Hans Christian Stigaard.

Han henviser til, at omfanget ved flyulykker også er blevet større, fordi fly i dag kan rumme flere passagerer end tidligere. Det giver flere ofre i de tilfælde, hvor det går galt. Hvor der tidligere kunne være omkring 100 mand på et almindeligt fly, er det i dag almindeligt med 300-600 mand.

Den tidligere lufthavnschef peger også på, at risikoen for flystyrt er markant større i Asien og Afrika end i eksempelvis Europa.

»Det ved alle, og det skyldes flere forskellige ting. Det skyldes ældre flyvemaskiner, dårligere vedligeholdte flyvemaskiner og dårligt uddannede personer – mekanikere eller piloter. 80 procent af alle de flyulykker, der findes i verden, de er menneskeskabte og menneskeligt relateret. Det er faktisk meget sjældent, udstyret ikke virker,« vurderer han.

Det står endnu ikke klart, hvorfor det russiske passagerfly lørdag styrtede ned på vej fra Egypten til Rusland. Egyptiske myndigheder har offentliggjort, at de indledende undersøgelser tyder på, at ulykken skyldtes en teknisk fejl. Men senere var en militant bevægelse, der sympatiserer med Islamisk Stat, ude at erklære, at de stod bag flystyrtet. Søndag vil de første undersøgelser af flyets sorte bokse blive foretaget. Boksene kan formentlig give et mere præcist billede af, hvad der foregik i flyets cockpit forud for styrtet.