Forestil dig, at Solen var ti gange mindre, men lå 80 gange tættere på Jorden. Det vil sige bare et par millioner km borte.

Samtidig må du forestille dig, at Jorden bare brugte et par døgn på at kredse om Solen, hvilket ville indebære, at et år ville vare omkring 48 timer.

Endelig må du forestille dig, at Jorden opførte sig ligesom Månen, der altid vender samme side mod os. Det vil sige, at Jorden konstant ville vende samme side mod Solen. Hvilket ville have den konsekvens, at den ene halvdel af Jorden ville ligge permanent badet i sollys, mens den anden ville være iskold og mørk som den sorteste antarktiske nat.

Nogenlunde sådan forestiller forskere sig betingelserne ude på tre »jordlignende« klippeplaneter, der kredser uhyre tæt om en lille og kold dværgstjerne omtrent 40 lysår borte. Det vil i princippet sige i vores nære nabolag af Mælkevejen.

Er der liv?

Alligevel udelukker forskerne bag opdagelsen ikke, at der kan være liv derude i de dybt fremmedartede verdener.

De to inderste planeter ligger ganske vist så nær stjernen, at deres permanente dagside udmærket kan være 100 grader varm. Til gengæld mener de, at der i tusmørkezonen på kanten mellem evig nat og evig dag meget vel kan være så tilpas lunt, at der både kan være flydende vand og beboeligt.

Det samme mener de kan være tilfældet på den tredje og noget fjernere og køligere planet, men her over stort set hele den centrale del af dens evige dagside.

De belgiske forskere bag opdagelsen har med et gran af belgisk humor navngivet den kolde dværgstjerne TRAPPIST-1. Trappist er som bekendt navnet på belgisk munkeøl, men navnet er officielt hentet fra forkortelsen for det ret beskedne teleskop, som forskerne gjorde deres indledende opdagelse med.

Teleskopet havde de rettet mod et par håndfulde såkaldte ultrakolde dværgstjerner i nærheden af solsystemet, da de ved et større held opdagede, at en af dem, TRAPPIST-1, med meget jævne mellemrum bliver udsat for ganske betragtelige lystab. Og det er en klar indikation på, at planeter farer forbi og skygger for stjerneskiven.

Forskernes begejstring var så stor, at de straks bad om observationstid på en række andre og væsentligt større teleskoper, hvorefter de definitivt kunne bekræfte eksistensen af tre planeter i Jord- og Venus-størrelse omkring den svage stjerne, der ikke er meget større end planeten Jupiter.

Nu stiger euforien

Euforien er tilmed steget, fordi belgierne mener, at det som noget ret enestående vil være muligt at foretage indledende atmosfæremålinger af planeterne ved anvendelse af det aldrende rumteleskop Hubble. Samt mere omfattende målinger ved hjælp af det væsentligt kraftigere amerikanske rumteleskop James Webb, der ventes opsendt om to et halvt år.

Det vil sige målinger, der vil kunne identificere såkaldte biosignaturer, eksempelvis vand og ilt, som kan være tegn på biologisk aktivitet.

»Med dem kan vi for alvor studere atmosfæren og sammensætningen, bestemme biosignaturer og spor af liv,« siger den belgiske astronom Michaël Gillon til ABC Science.

Herhjemme erkender den førende danske ekspert i fremmede planetverdener, professor Lars A. Buchhave fra Københavns Universitet, at TRAPPIST-planeterne er gode kandidater til atmosfærebestemmelse. Det skyldes først og fremmest det forhold, at planeterne i kraft af deres ekstreme nærhed til stjernen skaber et ekstra kraftigt lystab, når de passerer stjerneskiven. Det skaber et større og bedre signal, når man skal søge at bestemme sammensætningen af deres atmosfære.

Varme planeter

Til gengæld er han skeptisk, hvad angår chancen for, at de rummer liv.

»De to inderste planeter er i mine øjne for varme, og der er enorm usikkerhed om temperaturforholdene på den yderste, fordi man foreløbig har en tilsvarende usikker bedømmelse af dens afstand fra stjernen,« siger han.

Samtidig mener den danske professor, at det er temmelig spekulativt at forestille sig liv i små lommer i de to inderste planeters tusmørkezoner.

Stjerner som TRAPPIST-1 er blandt de mindste og koldeste stjerner, der findes. De er kun en smule større end Jupiter, men med væsentligt højere masse. Så høj, at de lige netop har kunnet tænde og igangsætte kerneprocesser i deres indre. Ultrakolde dværgstjerner har endvidere et væsentligt længere liv end stjerner med en masse som Solens.

Det overvejende belgiske forskningsresultat er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.