Eksorcisten

I sidste uge anerkendte pave Frans den internationale forening for eksorcister. Pastor Lars Messerschmidt er den danske katolske kirkes autoriserede­ djævle­uddriver. Berlingske holdt hans krucifiks og spurgte: Hvordan har Den Onde det i dag?

Lars Messerschmidt er den katolske kirke i Danmarks eneste officielt autoriserede eksorcist. Og nu er den internationale organisation af djævleuddrivere også blevet anerkendt af paven. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi er i gang med noget 'small talk',« siger Lars Messerschmidt og hilser, da fotografen ankommer.

At han, den katolske kirkes næstøverste myndighedsperson, såkaldt generalvikar, og eneste autoriserede af biskoppen udpegede eksorcist i Danmark, har talt om ondskab, djævleuddrivelse, dæmoner og eksorcistiske ritualer den sidste time, kan han åbenbart godt ironisere over.

Betryggende som modvægt til hans vanskeligt håndterbare definitioner på ondskab, det gode og dæmoner og hans fokus på »fornemmelser«.

Den 77-årige pastor Lars Messerschmidt praktiserer djævleuddrivelse og eksorcisme, og hvad uddrivelse af Det Onde, Djævelen, Satan og dæmoner ellers kaldes i katolsk sammenhæng. Og der er meget af det for tiden, forstår man.

Djævelen kan have mange ansigter: New age. Okkultisme. Alternative behandlingsformer. Visse former for meditation og healing. Fremmede kulturers religioner med f.eks. voodoo-forbandelser, der planter det onde i et menneske uden dennes viden, og som derfor må til eksorcist for at blive befriet.

Et fænomen, som ifølge Lars Messerschmidt er i vækst. Der bliver syndet, snydt og løjet over en bred kam i det politiske liv. Overalt. Vores individuelle tidsalder, hvor definitionen af sandhed og ondskab, etik og moral er op til den enkelte er, ifølge Lars Messerschmidt, en åben ladeport til Djævelen.

Pavelig godkendelse

I sidste uge anerkendte pave Frans for første gang den private eksorcistforening, IAE, (International Association of Exorcists) med 250 medlemmer fra 30 lande. Alle med de respektive bispedømmers godkendelse til at praktisere eksorcisme.

Den er ikke en middelalderlig kult af kutteklædte mørkemænd, og praksis som den fra horror-filmen »Eksorcisten« (1973) kender Lars Messerschmidt kun fra bøger. Foreningen har med hans ord været »en slags græsrodsbevægelse« siden grundlæggelsen i 1991. Pave Frans’ officielle anerkendelse i sidste uge kommer ikke, fordi han pludselig synes, at djævleuddrivelse er i orden.

Eksorcisme udføres og er altid blevet praktiseret i den katolske kirke. Den tidligere pave gjorde det ofte, og i mange kirkesamfund udføres eksorcisme, foreninger eller ej. Den danske folkekirkes vejledning i uddrivelse af dæmoner er 300 år gammel og eksisterer stadig, og forsagelse af Djævelen er en del af trosbekendelsen. Anerkendelse af eksorcistforeningen er »rent teknisk og organisatorisk«, siger Lars Messerschmidt.

»Det kan være ensomt at være eksorcist. Man arbejder alene og har ingen kolleger at dele erfaringer, problemer og praksis med,« fortæller han.

Eksorcisme er et embede som alle andre i kirken, siger han.

Der er efterspørgsel på ham, fortæller Lars Messerschmidt. Den Onde får mere og mere magt.

»Jeg oplever, at når jeg ser ud over det politiske landskab world wide, så foregår der en GIGANTISK kamp mellem det gode og det onde. Hvordan vil du forklare det, der sker i Syrien med almindelige politiske kategorier? Det kan du ikke, medmindre du kalder Assad og oprørerne for dæmoner.«

Pædofilsagerne i den katolske kirke er et eksempel på Djævelens tilstedeværelse overalt. Han vedgår, at »vi i den katolske kirke, ikke SELVE den katolske kirke, har lukket det onde ind i de sager. Vi er lige så meget mennesker og kan åbne op for Djævelen som alle andre.«

Ubesvarede spørgsmål

Lars Messerschmidt kalder det »et MEGET godt spørgsmål«, om man/han ved hjælp af eksorcisme kan fjerne det onde fra f.eks. en borgerkrig. Svaret forbliver ubesvaret. På det personlige plan er der mere gang i butikken. Hvis han fornemmer, at en person har brug for en personlig samtale, »så må jeg jo booke vedkommende«.

Han peger på den smalle kalender foran sig. For tiden laver han aftaler med to-tre nye patienter, som han kalder sine klienter, om ugen, der frygter, at de er besat.

»For 10-20 år siden kunne der gå en uge eller en måned,« fortæller han.

Han fører ikke statistik over, hvor mange han har haft i behandling. Alle præster kan uden biskoppens autorisation udføre eksorcisme, hvilket gør en opgørelse af antallet af udøvere af »disciplinen« umulig.

Er det din eksorcist-kalender?

»Nej. Du står der også.«

Vi griner.

»Folk sidder også normalt dér, hvor du sidder. Så pas på...«

I den sorte lædersofa i hans sommerhede lejlighed i Bredgade bliver besatte patienter udfriet. Oftere og oftere tæller de mennesker uden for den katolske kirke, fortæller han.

Ved hjælp af vievand, krucifikser og befrielsesbønner, der gentages og gentages, har han og den assistent, der som regel er til stede i tilfælde af anfald og sammenbrud, udfriet hundredvis af mennesker, der havde mistanke om, at de var besat af Den Onde selv. Ofte med vejledning fra den katolske kirkes officielle ritualbog for eksorcister.

Det hellige vand stænkes på personen. Hvis vedkommende er besat af en dæmon, vil han/hun reagere med chok eller stærkt ubehag. For en dæmon føler smerte ved helligt vand »som ildkugler, der brænder«, siger han. Det samme, når den besatte opfordres til at tage krucifikset i hånden. Bliver det kastet væk med det samme, så er det en stærk indikation på, at en dæmon har taget bolig i patienten. Under seancen og mens dæmonen messes ud ved befrielsesbønner og andet, vender den besatte ofte det hvide ud af øjnene og falder fysisk sammen som i træthed bagefter.

Lars Messerschmidt tager et krucifiks frem fra et arkivskab og rækker det til Berlingskes udsendte. Det er magen til det krucifiks, som Vatikanets chefeksorcist, Gabriele Amorth, er afbilledet med flere steder.

Kan du så se, at jeg ikke er besat, fordi jeg ikke slipper krucifikset?

Han ler. »Så let slipper du ikke. Dæmoner afslører sig ikke med det første.«

Syg eller besat

Inden patienterne kommer til Lars Messerschmidt, har de ofte hørt stemmer eller drømt, at de blev kvalt eller seksuelt misbrugt. Måske har de set hæslige scenarier for sig med slanger, katte eller vilde dyr – typiske forklædninger for en dæmon. Men det er vigtigt ikke at forveksle dæmonisk aktivitet og en psykiatrisk lidelse, understreger Lars Messerschmidt.

Hvordan kan du skelne mellem en besat person og et menneske med skizofreni eller en anden psykisk sygdom?

»Jeg har mange års erfaring som præst og har derfor en praktisk fornemmelse for, om jeg står over for en hysteriker eller en psykisk eller emotionelt svag person. Hvis personen er labil og svinger i humør – det er typisk psykisk, og så henviser jeg til en læge eller psykiater. Det samme hvis patienten tager psykofarmaka eller har en diagnose.

Kommer en person til mig og fortæller, at vedkommende har lidt af depression i tre måneder, så vil jeg spørge: Er der sket noget i dit liv? Fyring, skilsmisse, dødsfald. Er det tilfældet, vil jeg også henvise til en læge. Men hvis der ikke er en virkelig kontant forklaring på depressionen, så vil jeg spørge mig selv: Kan det være dæmonisk? Fordi dæmoner er også specialister i at fremkalde depressioner. Man ved ikke hvordan. Det er bare en konstatering.

Hvis vedkommende hører stemmer – det er det klassiske – så har jeg et pejlemærke på, at det drejer sig om dæmoner. Jeg vil så spørge ind til pågældendes åndsliv. Den religiøse dimension. F.eks.: Har du været inde i noget okkultisk eller noget alternativt, healing eller lignende.«

Ifølge eksorcisten Lars Messerschmidt er det vigtigt altid at spørge, hvorfor Gud tillader, at en person er plaget af Djævelen? Han svarer selv:

»Gud har tilladt denne dæmoniske tilstand, for at personen kan komme til sig selv og gå i rette med sig selv. Han bruger Djævelen til at gøre os opmærksom på, hvad det er for noget møg, vi har været ude i.«

Det kan lyde, som om at eksorcisme blot er endnu en »pille«, vi kan tage til vores dårligdomme?

»Ja. Men den virker.«