Eksflygtning: »Ingen, jeg kendte, havde et rigtigt arbejde«

Danmark er langt bedre rustet til at integrere flygtninge i dag, end vi var i 1980erne, da Tariq og hans venner dansede kontanthjælpen op på de københavnske diskoteker. »Der er pligter og konsekvens. Og det er den største gave,« siger eksflygtningen, der arbejder som mentor for nytilkomne i dag.

Tariq Mansia flygtede fra Palæstina for 27 år siden og arbejder nu som mentor for nytilkomne flygtninge. I 1980erne fik flygtninge stor frihed med integrationen som offer. I dag er Danmark langt bedre rustet til at tage imod og integrere nye medborgere, der kommer til vores land, mener han. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først to år efter, at Tariq Mansia flygtede til Danmark, vågnede den unge palæstinenser op.

Det var i 1988, og Tariq var 18 år. Der var ingen integrationsplaner, ingen pligter, ingen konsekvenser. Han og vennerne på Center Sandholm fik blot en pose penge – bistandshjælpen – som ingen havde forklaret dem, hvad var.

»Så vi gik i byen og havde det sjovt. Vi sloges og var frække med politiet,« fortæller Tariq Mansia, og man fornemmer, at »frække med politiet« er den voksne Tariqs eufemisme for noget, ordensmagten næppe har opfattet helt så fornøjeligt som hans yngre jeg.

»Men sådan var det dengang,« siger han.

I dag arbejder den 45-årige eksflygtning selv som tolk og mentor for en del af de nye flygtninge, som kommunerne modtager i år, og Berlingske har først og fremmest sat ham stævne for at få et begavet svar på spørgsmålet: Hvordan sikrer vi os ikke at gentage fortidens fejl?

1980erne og 1990erne var ikke-integration. Og måske en god del af forklaringen på, at flere af de flygtninge, der ankom som unge for 20-30 år siden, havnede i »dårligt selskab«, aldrig fik lært sproget og endnu hænger fast i kontanthjælp.

»Der var ikke nogen, der viste os vej – hverken kommunen eller flygtningehjælpen. Vi kendte ingen danskere, men hang bare ud med hinanden og lavede ballade. Ingen forklarede os, hvor pengene kom fra, eller hvad »skat« og »moms« var. Ingen, jeg kendte, havde et rigtigt arbejde. Ingen pressede os til at lære dansk.«

På sprogskolen kom Tariq aldrig videre fra »Hvad siger du, modul 1«. Hver gang han mødte op, imponerede han læreren med tre-fire sætninger, fik sit kryds og fik lov at gå igen. Fra tid til anden stødte den unge mand ganske vist på en politimand, som opfordrede ham og de andre rødder til at gå i skole, tage en uddannelse, få noget nyttigt ud af tilværelsen – gribe den chance, Danmark havde givet dem.

»Men vi tænkte bare: »Fuck danskerne!« og »fuck politiet!« Nu forstår jeg, at de faktisk prøvede at hjælpe. Det opdagede jeg desværre alt for sent.«

Danmark er bedre forberedt

Tariq Mansia tænder en smøg.

»Heldigvis,« siger han, »er det Danmark, flygtninge møder i dag, meget bedre rustet til opgaven end dengang.«

Tariq selv klarede den. Ikke fordi, »systemet« hjalp ham til at blive integreret. Men fordi han var heldig at møde danske Pia – moderen til hans fire børn – og ikke mindst Pias indledningsvis noget skeptiske far, der pressede den unge palæstinenser til at lære dansk, få et arbejde og oppe sig, hvis han skulle blive en del af familien.

I dag, siger mentoren, er der mange flere til at løfte opgaven. Og derfor vil vi ikke opleve de samme integrationsproblemer, som mange fra hans generation er rundet af:

»Danskerne har altid været søde, men i dag er befolkningen langt mere åben og vant til udlændinge: Der er venligboere, som står klar til at gå ture og snakke, og et offentlig system, der er mere forberedt. Det er helt vildt, hvor mange gange jeg bliver ringet op af virksomheder, som gerne vil hjælpe. Kommunen lægger integrationsplaner, og jeg er imponeret over, hvor strengt de overholder dem. Der er pligter og konsekvens og mentorer, der kan vejlede. Der er alt det, vi aldrig mødte dengang. Derfor er jeg også sikker på, at det vil gå de flygtninge, som ankommer i dag, mange gange bedre, end det gik os,« siger han.

Og, tilføjer han, selv om han ikke er glad for at indrømme det: Der er forskel på 80ernes flygtninge som ham selv, der for manges tilfælde kom fra kaotiske lande og baggrunde, og de mange fortrinsvis syrere blandt de nytilkomne, som har levet almindelige middelklasseliv, som de er stærkt motiverede for at genoptage her.

Det vigtigste, siger Tariq Mansia, er bare »ikke at spilde tiden«.

Er der først gået et år, hvor flygtningene ikke har lært dansk, er opgaven allerede sværere. Er der gået to eller tre, kræver det en overordentlig stor indsats at få folk på rette kurs. Selv fortryder han, at han »vågnede alt for sent op« og aldrig fik lært at skrive ordentlig dansk.

»Lige nu er kommunerne ekstremt optagede af at sende flygtninge i praktik. Det, der i virkeligheden er brug for, er langt mere danskundervisning. Ikke tre timer tre gange om ugen som nu. Men hver dag i otte timer. Som minimum i det første halve år.«

Ikke at der er noget i vejen med praktik – i princippet. Og hvis man rent faktisk kommer ud på en arbejdsplads, hvor man skal bruge sit sprog.

»Men jeg har set, hvordan praktik fungerer. Når du sender en flygtning, der kun kan sige »hej, goddag, rød og blå«, ud i et storkøkken for at skrælle kartofler og gulerødder i syv timer, har han ikke forstået eller lært en skid. Måske bortset fra vejen frem og tilbage til hans bolig. Det kommer der ikke megen integration ud af.«

Pligter og konsekvenser er godt, siger han. Og tusind gange bedre end det modsatte. Men det skal give mening. For det er sproget, der er nøglen til samfundet. Så skal jobbene nok komme.

»Selvfølgelig synes man, det er fedt som 18-årig at kunne gøre, som det passer én. Det syntes jeg også – dengang,« siger han.

»Men er der én ting, jeg fortryder, er det, at jeg ikke greb muligheden for at gå mere i skole og få mig en uddannelse. Derfor fortæller jeg alle, jeg møder i dag, at de krav, kommunen stiller, er den største gave, man som flygtning kan få.«