Eks-politiker Irene Simonsen mistede sin 12-årige søn: »Sorg har været lukket nede i en trykkoger, og nu koger det over«

Sorg er et populært emne at fortælle og give gode råd om. Irene Simonsen tidligere folketingsmedlem for Venstre, har skrevet en bog om sorg efter hendes søns død. Den slags er ikke et modefænomen – det er et behov, mener hun.

Irene Simonsens 12-årige søn blev dræbt i trafikken, og så gik hendes eget liv i sort. Nu giver det tidligere folketingsmedlem, som er psykoterapeut og coach, sit bud på, hvordan tragedier overvindes i bogen »Når livet går i stå – sådan bryder du sorgcirklen«. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er gået 15 år, siden Irene Simonsens 12-årige søn, Jakob, en efterårsmorgen cyklede hjemmefra med et »Hej, mor, vi ses« for aldrig at vende tilbage. Han blev senere på dagen dræbt i et trafikuheld på vej hjem for at hente sit svømmetøj.

Chokket og sorgen var ubærlig. Tilværelsen for familien gik i stå. For Jakobs mor og far og hans to søskende var livet for altid forandret.

Nu har det tidligere folketingsmedlem for Venstre, psykoterapeut og coach, Irene Simonsen, skrevet en selvhjælpsbog om, hvordan man tackler sorgen, når en man holder af dør: »Når livet går i stå – sådan bryder du sorgcirklen«.

Endnu en bog om sorg?

Med kun et par måneder på bagen er Irene Simonsens bog nu på vej i andet oplag få måneder efter, at journalist og forfatter Esben Kjær udkom med en bog om samme emne også med afsæt i hans søns død. Og fra 2018 planlægger WHO at gøre »kompliceret sorg« til en diagnose, og på nettet skorter det ikke på råd og vejledning i, hvordan man skal forholde sig til og bearbejde sorg.

Sorg synes at være en uudtømmelig kilde til betragtninger, definitioner og analyser. Måske fordi sorg er uafrysteligt skræmmende som følgesvend til døden, der – indtil det modsatte er bevist – er det eneste, vi kan være sikre på i livet.

Advarsel mod at gøre den store sorg sygelig

Berlingske mødte Irene Simonsen på hendes gamle arbejdsplads, Christiansborg. I folketingsrestauranten Snapstinget forklarer hun, hvorfor hun har skrevet en bog om sorg – og om man kan blive lidt tonedøv over for temaet sorg?

»Det tror jeg faktisk ikke. For vi har haft så mange år, hvor vi ikke har talt om det, og hvor vi, for at blive accepteret som mennesker, har skullet udstråle lykke og velbehag. Sorg har været lukket nede i en trykkoger, og nu koger det over, fordi vi ikke længere kan holde ud hele tiden at spille skuespillet med, at vi har det godt altid. Jeg har også skrevet den, fordi såkaldt kompliceret sorg vil blive diagnosticeret som en sygdom. Det må jeg ud at gøre modstand imod, tænkte jeg,« siger Irene Simonsen.

Hvis WHO kategoriserer stor sorg som en sygdom, frygter Irene Simonsen, at mennesker i dyb sorg vil blive sygeliggjort og stigmatiseret.

»Der er selvfølgelig mennesker, der har meget brug for hjælp i deres sorg, men jeg er bange for, at der kommer en autopilot i det lægelige system. Man kommer op til sin læge og siger »jeg har det ad helvede til. Jeg kan ikke sove om natten, hvilket er normalt, når man er i sorg, så bliver der lavet en diagnose, og så udstedes der noget psykofarmaka af en eller anden art, og så er man parkeret i systemet,« siger hun.

Sorg bliver aldrig et modefænomen

Irene Simonsen stejler ved at kalde vores store interesse for sorg for et nyt terapeutisk modefænomen.

»Sorg er et livsvilkår, der er væsentligt at debattere og tale om. Den slags er ikke et modefænomen. Det er et behov.«

I sin bog fortæller Irene Simonsen sin egen sorghistorie og giver konkrete råd til både pårørende og sørgende. En sognepræst, en sygeplejerske, en skolelærer og en bedemand giver også deres syn på sorg.

Blandt de konkrete emner ,Irene Simonsen beskriver og giver gode råd om, er f.eks. alkohol som kilde til flugt fra sorgen. Afstanden mellem par, der har mistet, og det deraf følgende fravær af sexliv, fordi glæden ved den kropslige intimitet er uforenelig med den fysiske og psykiske smerte og dårlige samvittighed over at nyde.

Og så er der de sigende eksempler fra hendes hverdag med sorgen. I dette tilfælde to uger efter sønnens død. En mand henvender sig tilhende ved en reception med budskabet »nå, nu er det jo ved at være et stykke tid siden, ulykken skete, så er I vel godt på vej igen?«.

»Der havde jeg lyst til at smide min vin i hovedet på ham. Men lige i det øjeblik går mange offervejen. De føler sig sårede, ensomme, stigmatiserede. Men han forsøgte ikke at såre mig. Han prøvede faktisk at tage smerten fra mig, men kunne ikke finde ud af at udtrykke sig.«

Hun svarede manden, at sorg jo er en lang proces. Hvorefter han træder endnu mere i spinaten: »Det må trods alt være værre for hende, der har kørt Jakob ned.«

Irene Simonsen bryder ud i latter:

»Så kan man ikke komme mere galt af sted i sådan en situation.«

Den vigtige berøring

Et af Irene Simonsens mange råd til, hvad man kan gøre, hvis man ikke ved, hvad man skal sige til et menneske i sorg, er ganske enkelt.

Hun tager Berlingskes hånd med begge sine hænder:

»Bare sig: »Det er simpelthen noget skidt. Jeg føler med dig«. Og gør så ikke mere. Den berøring er rigtig, rigtig vigtig. Det kunne jeg mærke i min egen proces.«

På sin vej gennem sorgen har hun blandt meget andet lært at acceptere afmagt, når der er noget, hun ikke kan tage ansvar for eller gøre noget ved.

»Men jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil reagere på det, jeg ikke kan handle på. Jeg kan f.eks. ikke få Jakob igen. Jeg kan ikke få det liv, vi havde, da Jakob levede, men jeg kan skabe et nyt liv.«

I dag, 15 år efter sønnens død, overmander sorgen hende et par gange om året, og hun må trække stikket en dags tid. Hun beder til Gud hver aften om, at Jakob har det godt, og med skiftende mellemrum besøger hun hans grav.

»Jakob var en rebel,« fortæller Irene Simonsen og giver et eksempel, som er fuld af Jakobs liv:

En dag, kort inden han blev kørt ned, blev familien kimet ned af folk, der ville købe deres køleskab, deres fryser, deres radio og TV.

»Vi havde ikke sat noget til salg og kunne ikke forstå, hvad det handlede om. Så sagde Jakob: »Mor, har du ikke fattet det? Det er mig, der har sat alle tingene til salg i Den Blå Avis. Vores ting er så forældede«.«

Irene Simonsen: »Når livet går i stå – sådan bryder du sorgcirklen«. Forlaget Linje H. 180 sider. 199 kr. Er udkommet.