Ejendomsmæglere jubler over nye boliger i Tingbjerg: »Det er et skønt område, når der ikke er totalt fokus på skyderier«

Når omverdenen hører om Tingbjerg, handler det ofte om ballade i den københavnske bydel. Nu er der planer om at bygge 1.000 nye boliger, som skal tiltrække ressourcestærke borgere.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. 1.000 nye boliger, herunder rækkehuse til 2,5 mio. kr. skal trække ressourcestærke borgere til den københavnske bydel Tingbjerg.  
Læs mere
Fold sammen

Ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen ser store muligheder i den plan, som skal løfte Tingbjerg. Hun håber også, at hun får mulighed for at sælge en god bid af de 1.000 nye rækkehuse og andre boliger, der skal bygges i den berømte og berygtede københavnske bydel.

»Jeg er helt sikker på, at jeg vil kunne sælge dem,« siger Lone Bøegh Henriksen, som har ti Home-ejendomsmægler-forretninger.

»Vi solgte på et tidspunkt omkring 120 rækkehuse i TV-Byen. De blev revet væk. Vi solgte dem på to weekender. På den ene side trækker Tingbjergs sociale problemer lidt ned, men jeg er sikker på, at alt det andet trækker op.«

Ejendomsmægler Peter Sepstrup, indehaver af Estate Brønshøj, har over 30 års erfaring i området. Han vurderer også, at de nye boliger i Tingbjerg vil kunne sælges.

»Der ligger andelsboliger klos op ad Tingbjerg, og de bliver solgt på helt normal basis. Det er et skønt område – når der ikke er totalt fokus på skyderier, eller hvad det nu har været,« siger Peter Sepstrup.

Ghetto i grøn lomme

Tingbjerg ligger i en grøn lomme ved Utterslev Mose og Vestvoldens fredede arealer. Rådhuspladsen ligger mindre end 10 km derfra. Bydelen blev i 1950erne udtænkt som en mønsterby med bl.a. egen kirke, egne institutioner og eget butiksstrøg. Omvendt har Tingbjerg en fast plads på regeringens ghettoliste i kraft af bydelens sociale problemer, og de jævnlige skyderier minder om, at beboerne døjer med bandeproblemer og brodne kar.

Nu skal bydelen tilføres endnu en dimension: 1.000 nye private boliger – især rækkehuse på 80-125 kvm. - der kan huse ca. 3.000 beboere. Et rækkehus på 100 kvm. i Tingbjerg skal koste fra 2,5 mio. kr., mens et tilsvarende rækkehus i Ørestad eller Valby typisk koster 3,5-4 mio. kr. og i Nordhavn 5,5-6,5 mio. kr.

Det er i hvert fald planen fra boligselskaberne fsb og SAB, der ejer jorden og de 2.300 almene boliger i Tingbjerg, og det nordiske ejendomsselskab NREP, der vil investere et milliardbeløb i de 1.000 nye private ejerboliger.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), betoner over for Berlingske, at planen kan være med til at løfte Tingbjerg. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det et godt eksempel på et tiltag, der kan »være med til at løfte ghettoerne tilbage i samfundet«.

Hans Thor Andersen, som er forskningschef ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, er mere forbeholden over for byggeplanerne.

»Selv om boligpriserne i København er høje, kan man godt sætte et spørgsmålstegn ved, hvor stor efterspørgslen på ejerboliger vil være i Tingbjerg. Den kritiske faktor har altid, siden det blev bygget i 1950erne, været beboersammensætningen. Det er et frit marked, og det er ikke sikkert, at det ender, som man tror. Det ikke er dem, der har Hellerup på nethinden, der går efter Tingbjerg,« lyder meldingen fra Hans Thor Andersen i dagens Berlingske.

»Dem, der bor der, har stadig de samme udfordringer. Nu bygger man bare noget midt i, som tynder det ud, og siger, at det er blevet bedre. Men de sociale problemer er der stadig.«

Men ifølge ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen vil der være efterspørgsel efter boligerne. Hendes erfaring er, at området omkring Brønshøj, Mørkhøj og Gyngemosen er meget attraktivt for »helt almindelige familier med job, børn og netværk i området.«

Tror du, at balladen i Tingbjerg vil afskrække købere?

»Jeg er sikker på, at det vil give folk en ekstra overvejelse. Men det prisniveau, der er lagt op til, ligger under det gennemsnitlige prisniveau i Mørkhøj og Brønshøj. Så man får altså en lille rabat, hvis man vil købe dér. Og jeg tror, at mange vil sætte pris på den mulighed for at komme ind på ejerboligmarkedet,« siger Lone Bøegh Henriksen.

»Der er ingen tvivl om, at uroen i Tingbjerg har bekymret mange, men jeg er sikker på, at hvis man får bygget de ejerboliger, som skitseres, vil beboersammensætningen blive mere forskellig.«