Egyptens ambassadør under Muhammed-krisen: Jeg fortryder intet

Den daværende egyptiske ambassadør Mona Omar Attia var en af de absolutte nøglepersoner under Muhammed-krisen, som en markant kritiker af Danmark. Hun forstår stadig ikke, at Anders Fogh Rasmussen (V) ikke ville mødes med de muslimske ambassadører.

Egyptens daværende ambassadør Mona Omar Attia taler med pressen uden for Eigtveds Pakhus fredag 3. februar 2006 efter et diplomatisk stormøde om Muhammed-tegningerne med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den lille tætte dame står omringet af pressefolk foran Eigtveds Pakhus i Udenrigsministeriet. Tålmodigt gentager hun sit budskab igen og igen:

»Statsministeren må tale med avisen og overbevise den om, at en undskyldning er nødvendig.«

Det er 3. februar 2006, og den lille tætte dame er den daværende egyptiske ambassadør i Danmark, Mona Omar Attia. Hun var netop kommet ud fra et diplomatisk stormøde med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om Muhammed-krisen, og hun var langtfra tilfreds med Fogh Rasmussens forsøg på at komme kritikerne i møde.

Den egyptiske diplomat spillede i 2005 og 2006 en absolut nøglerolle i den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden Anden Verdenskrig, der kostede mere end 100 mennesker livet, hvor danske ambassader og flag blev sat i brand, og hvor en boykot i den arabiske verden kostede danske virksomheder milliarder af kroner. En krise som kom på dagsordenen igen i denne uge, da daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) erklærede, at det var en fejl, da Anders Fogh Rasmussen under krisen afslog et møde med 11 muslimske ambassadører, heriblandt Mona Omar Attia.

For første gang siden krisen stiller hun nu op til et interview med et dansk medie om sin oplevelse af de dramatiske måneder i 2005 og 2006, hvor hun blev beskyldt for at være med til at få krisen til at eskalere. Blandt andet til brug i et internt egyptisk magtspil.

Berlingske har over mail interviewet Mona Omar Attia i den seneste uge. Hun forholder sig ikke til en række af avisens spørgsmål, men svarer gerne kort og præcist, når hun bliver spurgt, om hun fortryder noget under Muhammed-krisen.

»Jeg fortryder ingenting, og jeg forstår ikke spørgsmålet. Skal et offer fortryde, at hun forsvarer sig selv mod et overgreb?« spørger Mona Omar Attia, der efter ambassadørposten i Danmark fortsatte op ad den diplomatiske rangstige for at ende som vice-udenrigsminister i Egypten.

Det er otte år siden, at Morgenavisen Jyllands-Posten trykte de famøse tegninger af profeten Muhammed, men selv om tiårs-jubilæet nærmer sig, synes debatten om tegningerne og de vidtrækkende konsekvenser aldrig rigtig at ebbe ud. Professor Jytte Klausen, der i 2009 udgav bogen »The Cartoons that Shook the World« om Muhammed-krisen, har sagt, at krisen stadig er »et stort uforløst nationalt traume i Danmark«.

Noget kunne tyde på det, og dette efterår er debatten atter blusset op igen. Først med det bemærkelsesværdige selvopgør fra den tidligere prædikant Ahmed Akkari, der beklagede sin rolle under krisen.

Han var i 2005 og 2006 talsmand for en række muslimske organisationer, heriblandt Islamisk Trossamfund, der protesterede mod de 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten. Ud over rollen som talsmand under Muhammed-krisen var Akkari deltager i den delegation, der rejste rundt i Mellemøsten med et krav om, at Danmark skulle komme med en officiel undskyldning, efter tegningerne var blevet trykt. I øvrigt en delegation, som angiveligt fik hjælp og bistand fra Egypten og Mona Omar Attia.

I denne uge vækkede Per Stig Møller så igen til debatten, da han i et DR2-program erklærede, at han var dybt uenig med Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen.

»Jeg er meget vred over hele det her forløb med brevet,« sagde Per Stig Møller i programmet med henvisning til, at han mener, at Anders Fogh Rasmussen begik en stor fejl, da han som statsminister i oktober 2005 afviste at mødes med de 11 muslimske ambassadører.

Ambassadørerne havde, anført af netop Mona Omar Attia, skrevet til Danmarks statsminister og bedt om mødet med begrundelsen, at der ikke mindst med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger var gang i en smædekampagne mod muslimer i Danmark. De muslimske ambassadører bad i brevet den danske statsminister om at irettesætte både politikere, der talte nedsættende om islam og muslimer, samt særligt Jyllands-Posten for at gøre grin med profeten Muhammed.

Ifølge Per Stig Møller ser han som udenrigsminister hverken brevet til statsministeren eller brevet med afvisningen af mødet. Det sidste sendes til ambassadørerne midt i oktober 2005, ni dage efter ambassadørernes brev er ankommet til Statsministeriet. Møller forstår ikke, hvorfor statsminister Fogh Rasmussen ikke overdrog sagen til ham.

»Jeg havde jo taget mødet med dem og forklaret den danske holdning. I har jeres kronjuvel. Det er jeres religiøse følelser. Dem skal vi ikke tage fra jer. Vi har vores kronjuvel. Det er vores demokrati med ytringsfrihed. Det skal I ikke tage fra os. Skal vi så ikke blive enige om, at vi beholder hver vores kronjuveler og lader hinanden i fred,« siger Per Stig Møller i programmet, hvor han lader forstå, at krisen kunne have fået et andet udfald, hvis regeringen havde taget mødet med ambassadørerne.

Per Stig Møllers trang til at forklare sig blev ikke taget nådigt imod af andre centrale aktører dengang. Anders Fogh Rasmussen er tavs og ønsker heller ikke at kommentere denne artikel, men han fik i ugens løb god hjælp af sin tidligere spindoktor Michael Ulveman, der i skarpe vendinger hånede Per Stig Møller »for ikke at udfylde sin ministerolle«. Statsministerens daværende udenrigspolitiske rådgiver, Bo Lidegaard, nu chefredaktør på Politiken, var ikke mere venlig i sin replik til den konservative veteran:

»Det nye er, at Per Stig Møllers forsøg på at løbe fra sit ansvar ved at mistænkeliggøre andre måske vil åbne øjnene hos dem, der endnu må leve i illusionen om, at der her taler en ældre, klog statsmand. Endsige en hædersmand.«

De fine manerer er gemt væk, og de centrale aktører fra dengang er langtfra færdige med at slås om ansvaret for krisen. Men hos Mona Omar Attia giver hverken Akkaris eller Per Stig Møllers eftertanker og fortrydelser anledning til nogen form for fortrydelse.

»Jeg har stadig samme opfattelse som dengang. Det var en af de hårdeste perioder i mit liv, hvor jeg skulle forsvare min religion, mine rettigheder og alle muslimers rettigheder mod et aggressivt angreb. Det var meget svært, da jeg elsker jeres land, jeg sætter stor pris på danskerne, og jeg kender mange gode mennesker i Danmark,« siger Mona Omar Attia.

Hun er netop stoppet i diplomatiet, efter hun har været egyptisk viceudenrigsminister med ansvar for Afrika siden 2009. I dag er hun generalsekretær for det nationale kvinderåd i Egypten.

Den dag i dag kan Mona Omar Attia stadig ikke forstå begrundelsen for at trykke tegningerne i Jyllands-Posten, og at Anders Fogh Rasmussen ikke ville sige undskyld for tegningerne.

»Jeg kan ikke forstå, at ytringsfriheden skal tillade, at man fornærmer hinanden. Jeg forstår ytringsfriheden på den måde, at du er fri til at sige, hvad du vil, så længe du ikke skader eller fornærmer andre. Ellers kan man jo helt frit fornærme dem, som man ikke kan lide. Anders Fogh Rasmussen var leder af et land med mange muslimske indvandrere og flygtninge, og som har en stolt historie for religiøs tolerance. Hvordan kunne han så tillade sådan hadsk tale,« spørger Mona Omar Attia.

Hun mener – i lighed med Per Stig Møller – at krisen kunne have fået et andet forløb, hvis regeringen havde mødtes med de 11 vrede ambassadører.

»Jeg var meget ked af den holdning som statsministeren indtog. Det var et klart tegn på, at han ikke viste respekt til den gruppe af ambassadører, som i begyndelsen søgte en meget diplomatisk tilgang. Vi ville imødegå et angreb og bruge vores ret til at nægte at blive nedværdiget i, hvad vi tror på. Det ville have været meget nemt for ham, og det ville have sparet os alle for konsekvenserne,« siger Mona Omar Attia om statsministerens afvisning af de 11 ambassadører.

Det famøse brev fra ambassadørerne, og den mindst ligeså famøse afvisning af mødet, er blandt de mest omdiskuterede begivenheder i den nyere danmarkshistorie. Kunne et møde have forhindret krisen og ændret historiens gang, har det kontrafaktiske spørgsmål lydt utallige gange i årene efter krisen.

Mona Omar Attias udlægning af, at mødet kunne have »sparet os alle for konsekvenserne«, er mildt sagt kontroversiel og er blevet modsagt utallige steder siden krisen.

Blandt andet i Jytte Klausens bog om Muhammed-krisen, der påviste, at især Mubarak-regimet i Egypten – herhjemme anført af netop Mona Omar Attia – brugte den daværende krise til at markedsføre sig selv som islams forsvarer for at holde Det Muslimske Broderskab fra magten – og samtidig signalere til USA, at man skulle ophøre med sit demokratiseringsprogram for Mellemøsten, for det ville kun føre til mere islamisme og flere Muhammed-kriser.

Samtidig forklarede Mona Omar Attia i 2006 i et opsigtsvækkende interview til den arabiske avis al-Watan, som BT kunne afsløre, at en officiel dansk undskyldning for de 12 Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten i virkeligheden var det eneste, hun frygtede.

»Faktisk frygtede jeg, at sagen skulle ende med en undskyldning fra statsministerens side efterladende mere end en milliard muslimer overvældet af sorg og vrede. Det bedste, den danske statsminister gjorde, var ikke at undskylde for denne skandaløse holdning. I og med at hvis han undskyldte, så ville denne sag blive lukket og afsluttet midlertidigt for så at vende tilbage på ny nogle gange i form af en karikaturtegning, andre gang i form af artikler eller i form af nye angreb,« udtalte hun dengang til al-Watan, der udgives i Oman.

Interviewet bestyrkede mistanken om, at Egpyten og Mona Omar Attia spillede et dobbeltspil under krisen. På den ene side optrådte Mona Omar Attia og hendes chef, den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit, forurettet på en milliard muslimers vegne. Blandt andet ved protestbrevet til Fogh og ved at rejse sagen internationalt.

Og på den anden side holdt de møder med de danske imamer på deres rundtur i Mellemøsten, hvor Egypten skaffede dem visa og kontakter til højtstående politiske og religiøse ledere, som de aldrig ville have haft mulighed for mødes med uden assistance fra den egyptiske regering.

De anklager ville Berlingske naturligvis gerne have haft Mona Omar Attias svar på, men hun har ikke forholdt sig til anklagerne i interviewet, der er foregået via mail. Sådan her forklarer hun selv optakten til brevet til Anders Fogh:

»Vi havde et møde mellem ambassadørerne fra de muslimske lande. Vi diskuterede sagen og besluttede at bede om et møde med statsministeren for at udtrykke vores bekymring over forskellige udtalelser fra politikere, fra en radiostation (Radio Holger, red.), og disse tegninger. Vi fik den pakistanske ambassadør til at skrive brevet, da hans engelsk var bedst, og han skrev det meget pænt. Men vi blev nægtet et møde, selv om vi repræsenterede statsoverhoveder, og selv om vi bedre kunne have absorberet vrede reaktioner. Måske kunne vi fælles været blevet enige om måder at løse problemet på,« mener Mona Omar Attia.

Under krisen spillede Mona Omar Attias chef, udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit, også en nøglerolle. Blandt andet gennem 15 møder og kontakter med Per Stig Møller. Også han blev beskyldt for at spille et dobbeltspil under krisen, hvor han i al hemmelighed forberedte en boykot af danske varer.

Mona Omar Attia siger, at han spillede en »vigtig rolle« under hele krisen.

»Jeg siger det med stolthed, da han forstod omfanget af angrebet mod alle muslimer. Han håndterede det på en meget diplomatisk og civiliseret måde ved at omtale sagen både bilateralt og multilateralt, og ved at søge en fælles holdning mod angrebet på det helligste i islam,« siger Mona Omar Attia.

Berlingske har sendt en række opfølgende spørgsmål til Mona Omar Attia, men hun er ikke vendt tilbage inden avisens deadline. Det er dog sikkert, at det sidste ord om hendes rolle under Muhammed-krisen ikke er skrevet endnu.

Hun er blevet beskyldt for at have bistået de danske imaner på en lang række måder under krisen for at piske en stemning op mod Danmark, og Berlingske har derfor spurgt den forhenværende prædikant Ahmed Akkari om præcis hvilken rolle Mona Omar Attia spillede under krisen.

Det ønsker han ikke at udtale sig om, da han netop nu sammen med en BT-journalist arbejder på en bog om krisen. Bogen ventes at udkomme først i det nye år.

»Men der kommer historier om Mona Omar Attia og hendes rolle under krisen i bogen. Du må meget gerne hilse hende fra mig,« siger Akkari.