Egnsteatrenes økonomi sikret i 2008

Egnsteatrene får et års økonomisk pusterum. Efter pres fra oppositionen og teaterfolk vil kulturministeren nu sikre teatrene uændret økonomi til næste år.

De mørke skyer over egnsteatrene er midlertidigt trukket væk. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har besluttet, at teatrene skal have et uændret tilskud i 2008, men derefter truer besparelser igen. 2008 er nemlig kun et overgangsår, siger Brian Mikkelsen.

- Vi skal ikke risikere, at spændende nye projekter falder på gulvet, eller at veletablerede teatre får problemer i denne overgangssituation. Derfor skal man i 2008 kunne regne med en refusionsprocent på 50, siger han

Beslutningen kommer efter pres fra oppositionen og teaterfolk, der frygter, at de lokale teatre ellers vil få alvorlige økonomiske problemer. Men allerede i 2009 truer besparelserne igen. Regeringen har nemlig indført rammestyring for egnsteatrene. Det betyder, at statstilskuddene til teatrene hvert år skal fastsættes på finansloven.

/ritzau/