Eftersøgning af dansk bjergvandrer intensiveres

Alle afkroge vil blive undersøgt i kampen for at finde den danske bjergvandrer, der er forsvundet i Tasmanien, forsikrer det lokale politi.

Tasmansk politi optrapper nu indsatsen for at finde den 21-årige danske bjergvandrer Kasper Sørensen, der sidst er set i live den 4. juli. Det sker efter endnu en resultatløs eftersøgning med helikoptere og hunde torsdag.

- Vi har standset eftersøgningen for natten, men i morgen er der tilkaldt yderligere mandskab, herunder specialtrænede klatrere, som skal afsøge de stejlere bjergvægge, oplyser politikommissær Michael Young fra tasmansk politi.

Kasper Sørensens forsvinden fik torsdag tasmanske oppositionspolitikere til at foreslå, at alle bjergvandrere bør bære sporingsudstyr, når de går rundt i naturparkerne.

/ritzau/