Efterskoleelever kan fortsætte med at ryge

Trods den ny lovgivning kan eleverne på landets efterskoler fortsætte med at ryge. Skolerne er bange for, at et rygeforbud skræmmer de svageste elever væk.

Når de nye rygeregler træder i kraft den 15. august, forhindrer det ikke eleverne på landets efterskoler i at ryge.

Kun et mindretal af skolerne har indført totalt rygeforbud, og det bekymrer Kræftens Bekæmpelse.

Når kun få helt forbyder eleverne at ryge, skyldes det især skolernes frygt for, at det kan skræmme og udelukke nogle af de svageste elever.

- Vi står i et dilemma, hvor vi nødig vil begrænse muligheden for at komme på efterskole. Vi ved , at der er børn, som begynder at ryge i en tidlig alder. Det er ofte børn, som er trængte, og gør vi det alt for besværligt, risikerer vi, at de bliver væk, siger Troels Borring, formand for Efterskoleforeningen.

Ved årsskiftet viste en rundringning fra Kræftens Bekæmpelse, at ud af landets 257 efterskoler er kun 28 helt røgfrie. Siden er flere dog kommet til, tilføjer efterskolernes formand.

ritzau/