Efterretningstjeneste advarer mod islamiske gruppers splittelse af samfundet

Hollands efterretningstjeneste advarer om, at de islamistiske organisationer Hizb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab vinder fodfæste i blandt andet Danmark.

Islamistiske organisationer som Hizb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab får stigende opbakning til deres stærkt religiøse dagsorden blandt muslimer i Danmark og andre EU-lande. Med en aggressiv dagsorden og et klart mål om at øge islams indflydelse udgør de en trussel mod sammenhængskraften i samfundet, lyder advarslen fra en af de mest respekterede efterretningstjenester i Europa, den hollandske AIVD, i en nyligt offentliggjort rapport.
I Danmark er flere politikeres forslag om at forbyde Hizb ut-Tahrir strandet, bl.a. fordi organisationen tager afstand fra at bruge vold. Men AIVD skriver, at selv om Hizb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskabs ikke bruger vold, kan deres fremmarch få alvorlige konsekvenser for de lande, hvor de er aktive:
»En fortsat vækst kan skabe seriøse sociale spændinger og polarisering. (…) I et sådan klima kan diskrimination, racisme, islamofobi og dannelser af enklaver trives. Det kan endda resultere i volde-
lige sammenstød mellem muslimer og ikke-muslimer. Sker dette, vil det ganske sandsynligt medføre en reel trussel mod den demokratiske orden, ved at det åbne samfund lukker sig som følge af alvorlig polarisering mellem grupperne i samfundet,« konkluderer AIVD.
Ingen sharia i Danmark
Hizb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab i Europa har ifølge AIVD en målsætning om at opbygge et muslimsk alternativ til det vestlige samfund, baseret på islamisk sharialovgivning.
Hizb ut-Tahrirs danske afdeling er blandt de mest fremtrædende i Europa.
Religionsforsker Kate Østergaard fra Københavns Universitet ser flere eksempler på, at Islamisk Trossamfund i København er inspireret af Det Muslimske Broderskab. Kate Østergaard har fulgt trossamfundet tæt og siger:
»Både trossamfundets imam, Mostafa Chendid, og hans forgænger Abu Laban, de publikationer trossamfundet udgiver, samt dets undervisning ligger op ad de islamformer, som Det Muslimske Broderskab står for. Den klare målsætning i de muslimske samfund er at indføre et islamisk samfund baseret på sharia, men jeg tror ikke, trossamfundet anser det som et realistisk mål i Danmark. Men derfor kan de selvfølgelig godt søge at fremme særregler for muslimer på visse områder.«
Islamisk Trossamfund er gentagne gange blevet beskyldt for at sympatisere med radikale synspunkter og for at tale med to tunger, senest da dets talsmand Kasem Ahmed demonstrerede sammen med netop Hizb ut-Tahrir mod Muhammed-tegningerne. Imam Mostafa Chendid vil ikke kommentere, hvorvidt Islamisk Trossamfund er inspireret af Det Muslimske Broderskab.