To mænd er eftersøgt efter et hjemmerøveri i Randers. Det meddeler Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Natten til 18 august klokken cirka 00.50 gik to maskerede mænd op til en lejlighed på Infanterivej i Randers og truede med kniv en mand til at give dem flere tusinde kroner i kontanter.

Eftersom de to mænd var maskerede, havde den forurettede svært ved at genkende dem.

Politiet har heller ikke selv haft held til at identificere gerningsmændene.

Derfor har Østjyllands Politi lagt en video op, der viser de to mænd gå op til lejligheden og derefter flygte fra stedet.

Politiets håb er, at nogen kan genkende de to gerningsmænd på videoen.

De to mænd beskrives begge som mellem 20 og 30 år, 170-180 cm i højden, lyse i huden, og begge talte dansk uden accent.

Den ene beskrives som havende mørkt hår, spinkel til normal bygning, værende iført et sort tørklæde med hvidligt mønster  og en grå T-shirt. Han havde et par sorte jeans/joggingbukser med et hvidligt logo på venstre lår, hvide sneakers fra Nike med sort Nike-logo og bar sorte handsker.

Den anden gerningsmand havde lyst hår, normal til robust bygning, iført en blå sweatshirt, bærende sorte Nike-joggingbukser med hvidt Nike-logo, med et par sorte Nike-sneakers også med hvidt Nike-logo.

En tredje eftersøgt person, som ikke fremgår af videoen, var kørende i en rød personbil, en hatchback med sølvfarvede stål/alufælge.

Billede af den eftersøgte bil.
Billede af den eftersøgte bil. Østjyllands Politi

Hvis man har oplysninger om gerningsmændene eller bilen, opfordrer Østjyllands Politi til, at man tager kontakt til dem på telefonnummer 114.