Efterlyst 23-årig bombemistænkt har flere domme bag sig

Politiet har sigtet to mænd for bombeangrebet ved Skattestyrelsen. Den ene er pågrebet i Sverige. Den anden er en 23-årig mand, som er internationalt efterlyst, og som har to domme bag for trafikforseelser og vold.

Pressebriefing ved chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov med nyt i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften i sidste uge, onsdag den 14. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dansk Politi har sigtet to unge svenske mænd på 22 og 23 år for at stå bag bombeangrebet på Skatetstyrelsen på Østerbro 6. august. Retsdokumenter viser, at den ene har to domme bag sig for trafikforseelser og vold.

Den 23-årige, som er international efterlyst, har fået frakendt sit kørekort denne sommer, efter han i flere tilfælde har kørt for stærkt og lavet andre trafikforseelser.

Han har i første omgang klaget over afgørelsen, men en dom i »Förvaltningsrätten« i Malmø stadfæstede i starten af august afgørelsen. Den 23-årige er blevet frakendt sit kørekort i tre måneder.

Den unge mand var blandt andet ude at køre hurtigt i slutningen af juni i år. Her kørte han 65 kilometer i timen på en vej, hvor hastighedsbegrænsningen var 30 kilometer i timen.

Han er blevet frakendt sit kørekort frem til slutningen af september 2019.

Dom for vold

Den nu 23-årige er også tidligere dømt for vold. Således blev han som 15-årig idømt 30 timers ungdomstjeneste, efter han havde slået et mand under et skænderi om en vandpipe.

På det tidspunkt var han ikke tidligere straffet.

Af domsbogen fremgår det, at den forurettede forklarede, at han blev slået to gange og sparket en gang. Selv afviste den dengang 15-årige, at der var tale om andet end et let skub mod skulderen.

Vidner bekræftede dog, at den forurettede var blevet slået en gang i nakken og en gang mod kroppen. Retten fandt det ikke bevist, at den forurettede også var blevet sparket.

Navnene på de sigtede afslører, at de har anden etnisk baggrund end svensk.

De to mænd blev sigtet ved et møde i Københavns Byret tirsdag eftermiddag ved 17-tiden. Senere samme aften cirka klokken 22.30 anholdt svensk politi den 22-årige ved sin bopæl. Han er begæret udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Onsdag eftermiddag oplyser Københavns Politi, at den 22-årige endnu ikke er blevet udleveret til Danmark.

Ifølge Ekstrabladet har den efterlyste bombemistænkte tidligere været politisk aktiv på venstrefløjen.