Efterladte til dræbt biltyv kræver erstatning

Som en udløber af Tilst-sagen vil efterladte til dræbt biltyv kræve erstatning. Anklagemyndigheden har forlængst lukket sagen.

I den civilsag, der som en udløber af den såkaldte Tilst-sag er under forberedelse i Vestre Landsret, vil faren til en af de dræbte biltyve kræve en endnu ikke opgjort erstatning.

Men landsretten kan og skal ikke behandle spørgsmålet, om der alligevel skal rejses tiltale mod to politibetjente, der 29. december 2001 dræbte to biltyve under et tyvetogt i Tilst ved Århus.

Vicestatsadvokat Christian Schou oplyser, at der er en civilsag mod Justitsministeriet, Rigsadvokaten og politidirektøren i Århus på trapperne. Men derfra er der langt til, at de to involverede Århus-betjente risikerer at blive tiltalt, sådan som metroXpress skriver mandag.

- Sagen ved landsretten kommer til at dreje sig bl.a. om erstatning, og landsretten har slet ikke kompetence til at rejse tiltale mod nogen. Den kompetence ligger alene hos anklagemyndigheden, siger Christian Schou til Ritzau.

/ritzau/